23948sdkhjf

Fremgang til Danfoss både på top- og bundlinje

Danfoss øgede sin omsætning med fire procent til 10,7 milliarder euro i 2023. Overskuddet steg med 20 procent

Den sønderjyske industrikoncern Danfoss har fortsat vind i sejlene og nyder godt af den igangværende grønne omstilling.

Det viser regnskabet for 2023, som er offentliggjort onsdag og viser et nettoresultat på 819 millioner euro, svarende til 6,1 milliarder kroner. Det er en fremgang på 20 procent.

Omsætningen er steget med fire procent til 10,7 milliarder euro.

- Fremtidens energisystemer er elektriske. Energieffektivitet i maskiner, infrastruktur og industrien generelt er afgørende for at kunne sikre en konkurrencedygtig, sikker og dekarboniseret fremtid, siger Kim Fausing, der er koncernchef.

Han og den øvrige ledelse vil i 2024 arbejde på at udvide eller fastholde Danfoss' markedsandele på trods af den modvind, som de højere renter og inflationen udgør.

- På trods af dette er vi fortsat fokuserede på at implementere vores grønne vækststrategi og levere værdiskabende løsninger til vores kunder og partnere rundtom i verden, siger Kim Fausing.

Det var særligt Nordamerika og Europa, der bidrog til omsætningsvæksten i 2023. I Asien faldt omsætningen, hovedsageligt på grund af den økonomiske afmatning i Kina.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11