23948sdkhjf

FLSmidth omstrukturerer

FLSmidth forsimpler strukturen og udnævner nye divisionsdirektører.
Den danske mine- og cementudstyrsproducent har besluttet at lave om i organisationsstrukturen. Koncernens Material Handling- og Mineral Processing-divisioner vil blive lagt sammen til en Minerals-division. Cement og Customer Services vil blive opretholdt som separate divisioner, mens en ny Product Companies-division vil blive etableret.

- Dette er en organisatorisk forbedring, der forbereder FLSmidth på det kommende opsving ved at øge den operationelle effektivitet, forenkle strukturen, forfine det ledelsesmæssige fokus og lægge fundamentet for globaliseringen af vores produktselskaber. Det giver os en stærk platform for fremtidig værdiskabelse, siger administrerende koncerndirektør Thomas Schulz.

Divisionsdirektør hentet hos Sandvik
Som en konsekvens af den nye divisionsstruktur udpeger FLSmidth nye divisionsdirektører for Minerals-divisionen, Product Companies-divisionen og Customer Services-divisionen.

Manfred Schaffer bliver med virkning fra 1. september direktør for den nye Minerals-division og medlem af direktionen. Han er 56 år, østrigsk statsborger og uddannet mekanisk ingeniør fra Kapfenberg i Østrig. Han kommer med omfattende erfaring fra den globale mineindustri. Fra 2006 til 2013 var han direktør for både Sandvik Surface Mining og Systems. Fra 1998 til 2006 stod han i spidsen for Sandvik Materials Handling og Voest-Alpine Materials Handling i Østrig.

- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at få Manfred Schaffer om bord. Med Manfred får vi en global direktør med dybdegående viden indenfor mineralindustrien. Manfreds opgave vil være at skabe den stærkeste projektforretning i industrien, som tilbyder kunderne en ny standard indenfor mineralprojekter og -systemer, siger bestyrelsesformand Vagn Sørensen.

Amerikaner forfremmes
Nuværende koncerndirektionsmedlem og direktør for Customer Services-divisionen, Bjarne Moltke Hansen, indtræder i stillingen som direktør for den nye Product Companies-division per 1. januar 2015. Bjarne Moltke Hansen vil forblive ansvarlig for Customer Services-divisionen indtil 31. december 2014.

Samtidig har FLSmidth udnævnt Brian Day til direktør for Customer Services-divisionen og medlem af koncerndirektionen per 1. januar 2015. Brian Day vil være ansvarlig for den fortsatte vækst af FLSmidth-koncernens service- og eftermarkedsaktiviteter.

Brian Day, der er 58 år og amerikansk statsborger, er bachelor of science fra Syracuse University i USA samtidig med, at han har ledelses- og erhvervsuddannelse fra Stanford University. Fra 2007-2014 har han stået i spidsen for FLSmidths serviceaktiviteter indenfor minedrift, først som vice president og siden 2012 som senior vice president for Global Customer Services, Minerals Processing. Fra 2002 til 2007 var han vice president, Global Aftermarket i GL&V - Dorr Oliver Eimco, og fra 1980 til 2002 varetog han forskellige ledelsesposter hos Baker Hughes Inc. og EIMCO Process Equipment Company.

- Med udnævnelsen af Brian Day styrker vi ikke bare koncerndirektionen med solid global serviceerfaring og ledelsesevner, vi får også den ideelle efterfølger for nuværende direktør for Customer Services, Bjarne Moltke Hansen, som vil påtage sig ansvaret for at udnytte det betydelige vækstpotentiale, vi har i den nye Product Companies-division ved at drive FLSmidths produktselskaber til førende globale positioner indenfor både cement- og mineralindustrierne, siger bestyrelsesformand Vagn Sørensen.

Som en konsekvens organisationsændringerne vil koncerndirektionsmedlem og direktør for Material Handling divisionen, Carsten Lund, forblive ansvarlig for Material Handling-divisionen indtil 31. december 2014, hvorefter han vil udtræde af koncerndirektionen og påtage sig stillingen som country head i Indien.

Den 1. september 2014 vil direktør for Mineral Processing og koncerndirektionsmedlem Peter Flanagan udtræde af koncerndirektionen og påtage sig en ledelsespost på seniorniveau i FLSmidth.

Stigende overskud
Samtidig med offentliggørelsen af strukturændringerne kunne FLSmidth præsentere regnskab for første halvår. Det viste et fald i omsætningen på 15 procent til 10,874 mia. kr. På bundlinjen steg overskuddet til gengæld med 99 procent til 352 mio. kr.

Ordreindgangen i halvåret faldt med 11 procent til 9,484 mia. kr., og ved udgangen af halvåret havde FLSmidth en samlet ordrebeholdning på 21,713 mia. kr., hvilket var 3 procent lavere end året før.

På den baggrund fastholder FLSmidth forventningerne om en omsætning på 21-24 mia. kr. i 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109