23948sdkhjf

Statsministeren blev vist rundt på Havnen

Helle Thorning Schmidt var mandag inviteret til Frederikshavn af borgmesterkandidat Birgit Hansen (S).
Her fik statsministeren bl.a. en rundvisning på reparationsværftet Orskov Yard A/S, som reparerer alle typer af skibe med hovedvægt på reparationer af skibe til offshoreindustrien, og har flere end 200 ansatte. Direktør Jeppe Ørskov fortalte om den maritime service- og reparationsklynge i Frederikshavn, som Orskov Yard A/S er en del af, og om betydningen af det maritime center MARCOD (Maritimt Center for Optimering og Drift):

"Klyngemæssigt har vi en målsætning om at være Nordens bedste reparationsværft og den stærkeste klynge inden for service og reparation. Vi har i den forbindelse brug for MARCOD. Jeg var lidt skeptisk, da centret begyndte for to år siden, men har kun stor ros. Når vi i den maritime klynge snakker om noget, er de ekstremt gode til at tage stafetten og løbe videre med idéerne. Noget vi som enkeltvirksomheder ikke har ressourcerne til", fortalte han.

Erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord, Niels Christensen synliggjorde potentialet i den maritime klynge:

"Vi har i Danmark muligheden for at blive ligesom Tysklands bilindustri blot inden for grøn miljøteknologi til skibsfarten. Vi har kompetencerne og de stigende miljøkrav til skibsfarten betyder, at vi kan få et nyt industrieventyr op at stå. Det kræver, at vi støtter op om teknologiudviklingen i de små og mellemstore virksomheder, og MARCOD står i samarbejde med MARTEC bag oprettelsen af et Maritimt Brancheudviklingscenter, som skal være en katalysator for teknologiudvikling i virksomhederne og samtidig sikre de rette maritime kompetencer via ordinær uddannelse og efteruddannelse", lød det fra Niels Christensen.

1600 arbejdspladser

Borgmesterkandidat i Frederikshavn, Birgit Hansen (S), lagde vægt på, hvor meget det maritime betyder for området:

"Vi har fire vækstspor i Frederikshavn Kommune, og jeg kan vist godt sige uden at fornærme nogen, at det maritime er det største. Vi har havneudvidelser på vej i både Frederikshavn og Skagen, som er estimeret til at give 1600 arbejdspladser, og når I beslutter jer for kun at have én flådestation, vil vi gerne byde ind med flådestationen her i Frederikshavn", sagde hun.

Adm. direktør for Frederikshavn Havn Mikkel Seedorff Sørensen fortalte om havneudvidelsen i Frederikshavn, som vil give 300.000 m2 ekstra baglandsareal og øge vanddybden fra 8 til 11 meter. I dag kan Frederikshavn Havn tage 40 procent af de skibe ind, som sejler forbi – med havneudvidelsen øges det tal til 85 procent.

"I piver ikke over at være udkantsdanmark, men har nogle meget høje ambitioner, og det er fantastisk. Jeg har fået nogle klare budskaber med hjem omkring jeres muligheder og udfordringer, og dem glemmer jeg ikke", sagde statsministeren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079