23948sdkhjf

Husstandsvindmøller er på vej til at blive en succes

Da reglerne for strøm fra husstandsvindmøller blev ændret i 2009 var KVA Diesel A/S i Skjern hurtige til at springe med på vognen. Virksomheden havde ekspertisen fra mange års ombygning af møller på hobbyniveau.
Det begyndte som en sidebeskæftigelse, til den øvrige virksomhed, som producerer nødstrømsgeneratorer, men nu ser det ud til at blive en god forretning.

I mange år har indehaveren af KVA Diesel Kurt Østergaard på hobbybasis bygget Vestas V15 møller om til husstandsvindmøller.

- Jeg har bygget omkring 20 af de gamle Vestas-møller om, men vi kan ikke blive ved med at finde dem, fordi de er blevet skrottet, fortæller Kurt Østergaard.

Men med det nye lovforslag omkring afregning af husstandsmøller er det blevet en god forretning at investere i en mølle, og med mange års ekspertise var virksomheden ikke sen til at springe med på vognen og begynde at sælge husstandsvindmøller i Danmark.

- Det er reglerne om, at måleren kan få lov at løbe baglæns, og man kan bruge energiselskabets net som buffer og senere få strømmen tilbage igen, der har gjort det interessant at investere i en husstandsvindmølle, fortæller han.

- Men det er vigtigt at vælge mølle efter forbrug. Der er ingen grund til at betale merprisen for en større mølle, hvis ens forbrug ikke er tilsvarende. Man skal huske på, at den strøm man sparer fra elværket har en værdi på ca. 2 kr/kWh, og at man kun får 60 øre/kWh hvis man sælger strømmen. Dette betyder at det er en bedre forretning at forrente en lille mølle hvor man sparer 2 kr./kWh, i stedet for en større mølle hvor man kun tjener 60 øre pr. kWh, siger Kurt Østergaard.

Typegodkendelser på plads

Møllerne bliver produceret i Kina, hvor virksomheden fandt en mølle af rette kvalitet og som kan sælges for en fornuftig pris på det danske marked.

- Jeg har i samarbejde med den kinesiske leverandør projekteret to forskellige størrelse møller, som jeg kan stå inde for. Jeg fandt en leverandør, der har produceret møller siden 1978, og hvor det kunne lade sig gøre at få indflydelse på designet af møllerne til det danske marked, forklarer Kurt Østergaard, der har udarbejdet alle specifikationerne til møllen.

Vindmøllerne hedder KVA Vind 5 og KVA Vind 6 og forskellen på dem er rotordiameter og generatorstørrelse, begge har en effekt på seks kilowatt.

- Vind 5 har et bestrøget areal på 22.9 kvadratmeter, og Vind 6 har et bestrøget areal på 39,6 kvadratmeter. Det bestrøgne areal har en stor indflydelse på møllens årligt leverede effekt, da en større rotor kan høste mere energi fra vinden, forklarer Kurt Østergaard.

Begge møller er udstyret med pitch-regulering, der betyder, at vingerne kan kantstilles i stormvejr og regulere produktionen. Desuden har møllen intet gear, hvilket normalt er det svageste led i møllen. Styring og tårn er udviklet i Danmark. Møllen er designet efter, at den skal være så billig og nem at servicere som overhovedet muligt. Møllen kommer til at koste cirka 125.000 kroner plus moms.

- Vi kunne allerede have solgt mange møller til det danske marked, men jeg har ikke været interesseret i at frigive møllen, før der var kørt test, da jeg vægter sikkerhed og drift meget højt, og førend type godkendelsen var på plads, fortæller Kurt Østergaard.

Stort forhandlernet

Fra flere sider har man fået øjnene op for KVA Vindmøllerne.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig så stor en interesse, siger Kurt Østergaard.

Allerede nu har 25 meldt sig som interesserede i at få forhandlingen af møllerne, og de er jævnt fordelt over hele landet.

Forhandlerne får hver en mølle stillet op i marts, og henad mod sommer bliver de første møller leveret til kunderne.

Forhandlerne skal i mellemtiden på kursus hos KVA Diesel, hvor de lærer at servicere møllen.

- Forhandlerne er udvalgt efter at de har en interesse i at lære at servicere møllen, således at der ikke skal sendes teknikerbistand herfra, hvis der er problemer med en mølle, slutter Kurt Østergaard.Ÿ
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093