23948sdkhjf

EU: Nanosikkerhed vurderes fra sag til sag

Frem for at skære alle nanomaterialer over én kam bør risikovurderinger foretages i hvert enkelt tilfælde for sig med strategier, der bygger på indikationer af potentielle risici i form af eksponering eller fare, mener EU-Kommissionen.
Nanoteknologien frembringer lige nu store fremskridt og har potentialet til at skabe revolutionerende teknologiske gennembrud og puste liv i den økonomiske vækst. Det faktum anerkender Europa-Kommissionen, som derfor netop har vedtaget en meddelelse om anden gennemgang af lovgivningen om nanomaterialer, der også indeholder Kommissionens planer om at forbedre EU-lovgivningen for at sikre, at nanomaterialer kan anvendes på sikker vis.

Nanomaterialerne er meget forskellige og spænder fra dagligdags materialer, som er blevet anvendt uden problemer i årtier (f.eks. i dæk eller som antikoagulanter i fødevarer) til meget sofistikerede industrimaterialer og svulst­behandlingsformer. Der kommer stadig flere oplysninger frem om nanomaterialers farlige egenskaber, men det er vanskeligt at udtale sig generelt, og derfor må der foretages specifikke risikovurderinger, mener EU-Kommissionen.

Frem for at skære alle nanomaterialer over én kam bør risikovurderingen foretages i hvert enkelt tilfælde for sig med strategier, der bygger på indikationer af potentielle risici i form af eksponering eller fare, hedder det i meddelelsen.

Det er nødvendigt at vurdere nanomaterialer

Ifølge den foreliggende viden og udtalelser fra EU's videnskabelige og rådgivende udvalg og uafhængige risikoanalytikere svarer nanomaterialer til normale kemikalier/stoffer - nogle kan være toksiske, andre er det ikke. Mulige risici kan henføres til bestemte nanomaterialer og specifikke anvendelser. Nanomaterialer gør det derfor påkrævet med en risikovurdering, som skal udføres for hvert enkelt tilfælde på grundlag af relevante oplysninger.

De væsentligste udfordringer går først og fremmest ud på at oprette validerede metoder og instrumenter til påvisning, karakterisering og analyse, fuldstændiggørelse af oplysninger om farer ved nanomaterialer og udvikling af metoder til at vurdere eksponering for nanomaterialer.

Den nylige definition af nanomaterialer vil blive indarbejdet i EU-lovgivningen, hvor det er relevant. Kommissionen arbejder for øjeblikket på metoder til påvisning, måling og overvågning af nanomaterialer og validering heraf med henblik på at sikre en korrekt implementering af definitionen.

REACH udgør den bedste ramme for risikostyringen af nanomaterialer

EU-Kommissionen er overordnet set fortsat overbevist om, at REACH fastlægger de bedst mulige rammer for risikostyring i henseende til nanomaterialer, når de optræder som stoffer eller blandinger, men at der er konstateret et behov for mere specifikke krav til nanomaterialer inden for den ramme. Kommissionen påtænker at foretage visse ændringer i nogle af bilagene til REACH og opfordrer til at videreudvikle vejledningen angående registreringer efter 2013.

For at lette adgangen til oplysninger om nanomaterialer vil Kommissionen oprette en webbaseret platform med henvisninger til alle relevante informationskilder og herunder registre på nationalt niveau eller på sektorniveau, hvor sådanne findes. Sideløbende vil Kommissionen iværksætte en konsekvensvurdering for at afdække og udvikle det mest egnede middel til at øge gennemsigtigheden og sikre tilsynet med overholdelsen af bestemmelserne og herunder foretage en grundig analyse af behovet for dataindsamling til dette formål. Denne analyse vil omfatte de nanomaterialer, der for øjeblikket falder uden for de eksisterende ordninger for anmeldelse, registrering eller godkendelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109