23948sdkhjf

Fleksibilitet er nøgleordet

Hos Eurocon CNC og Process ApS elsker man at løse komplekse opgaver for kunderne gerne med levering dagen efter.
Eurocon CNC og Process ApS er virksomheden, hvis du skal have fremstillet emner i en fart. Ofte får firmaet ordrer ind på komplekse forme, prototyper eller andre typer emner med levering dagen efter. Så er det på med arbejdstøjet og man går ikke hjem før opgaven er løst.

- Hasteopgaver af komplekse forme, værktøjer og reservedele er vores lille niche, fortæller den ene af ejerne Jesper Juhl.

- For os er det helt normalt at modtage en ordre på eksempelvis en form, der skal bruges til at støbe prøveemner i den ene dag, og så er der levering næste dag. Det er virksomheden gearet til, og man ved når man bliver ansat, at man skal være fleksibel.

Virksomheden beskæftiger sig med både drejning og fræsning af mindre serier, enkeltstyksproduktion og prototypefremstilling.

- Vores forretningskoncept er at fremstille avancerede emner, hvor der er store krav til finish, det være sig overflade eller tolerancer. Mindre serier enkeltstyksproduktion og prototyper, det er vi gode til her i huset, mens 500 emner af samme slags nok ikke er os, siger Jesper Juhl.

Udviklingsopgaver

Når der ikke er hasteopgaver i produktionen, tilbyder virksomheden gerne sine kompetencer til udviklingsopgaver, så man selv kan sætte sit præg på processerne.

Virksomheden bliver af mange kunder brugt til projektudvikling, hvor de får en 3-D fil af det færdige emne, og derfra skal de måske udvikle et måle- eller montageværktøj.

- Vi prøver konstant at finde de opgaver, hvor vi tilbyder kunden mere end et simpelt emne. Vi vil gerne udvikle partnerskaber med kunderne, så de betragter os som samarbejdspartner i stedet for simpel underleverandør af emner.

- Derfor bruger mange af kunderne os til udviklingsopgaver af værktøjer og fikturer, hvor vi står for alt fra idé til færdigt produkt. Vi har egen konstruktionsafdeling, der sparrer og udvikler sammen med kunderne. Senest har vi fået et glas til elektronikindustrien ind, her skal vi så fremstille et målefikstur til og må selv løse opgaven som vi finder bedst.

Der er ingen tvivl om, hvad der er denne virksomheds eksistensberettigelse.

- Vi er en 100 procent servicevirksomhed, der forstår kundernes behov, og vi er altid klar til at kaste os ud i nye udfordringer. Den slags virksomheder satser vi på, at der bliver ved med at være brug for, slutter Jesper Juhl.Ÿ

Fakta om Eurocon CNC og Process

Eurocon CNC & Process ApS er en ung virksomhed kendetegnet af vilje og energi samt visionen om at løse opgaver for kunden i et dynamisk miljø. Virksomheden blev etableret i 2003 af Jesper Juhl og Kim Frandsen, som begge har mange års erfaring inden for konstruktion og fremstilling af værktøjer, samt procesudstyr.

Virksomheden beskæftiger sig hovedsagligt med bearbejdning af forme, og mange andre typer komplekse emner. Derudover beskæftiger virksomheden sig med udvikling og konstruktion af måleværktøjer samt mindre maskiner hvor virksomheden står fra alt fra ide til færdigt produkt.

Virksomheden er hjemhørende i Holstebro og beskæftiger syv medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078