23948sdkhjf

Kineserne vil investere milliarder i danske havmølleparker

Handels- og udviklingsministeren glæder sig har underskrevet et ”Memorandum of Understanding” med et kinesisk energiselskab.
Energimastodonten HydroChina, der er ejet af den kinesiske stat, kommer nu til Danmark for at lære, hvordan man opfører havvindmølleparker. Deloitte, Maersk Broker og kinesiske Profundo er udset til at hjælpe. Et Memorandum of Understanding blev fredag underskrevet i København.

- Det faktum at kineserne vil bruge Danmark som base for at lære at opføre havvindmølleparker, er et klart vidnesbyrd om vores førerposition på dette område. Der er et enormt potentiale i aftalen, der ikke blot giver danske selskaber mulighed for at få del i de kinesiske energimilliarder, men også opbygge vigtige forretningsrelationer, siger partner i Deloittes Corporate Finance-afdeling Hans Henrik Pontoppidan, der med det nye memorandum har fået mandat af kineserne til at forhandle de store aftaler hjem.

Konkret vil kineserne indgå som aktive investorer i danske og nordeuropæiske vindmølleprojekter, således at de får mulighed for at følge opførelsen fra start til slut. Det er endnu ikke til at sige, hvor stort et beløb kineserne tager med i kufferten til Danmark, men Hans Henrik Pontoppidan vurderer, at der er tale om et betydeligt milliardbeløb over de næste år.

- Kineserne er sindssygt ambitiøse, når det gælder havvindmøller og vedvarende energi, men inden de går i gang, har de naturligvis brug for både teknisk viden og detaljeret knowhow. Derfor ønsker de at investere i de havvindmølleparker, der endnu ikke er opført. De vil ganske enkelt følge hele processen, så de kan se, hvordan det bliver gjort, siger han.

Også handels- og udviklingsminister Mogens Jensen glæder sig over den kinesiske interesse for dansk vindkraft.

- HydroChinas interesse for danske havvindmøller bekræfter, at vi er førende, når det gælder grøn teknologi, og aftalen er endnu et godt eksempel på dansk-kinesisk samarbejde om bæredygtige energiløsninger. Hvis HydroChina investerer i danske havvindmøller, vil det give vækst og arbejdspladser i vindmøllebranchen – og kan også give danske virksomheder endnu bedre adgang til det kinesiske marked, hvor efterspørgslen efter vedvarende energi er stor, siger Mogens Jensen.

Ifølge HydroChina skal der opføres 30 GW havvindmøller i Kina inden for de næste fem år. Det svarer til næsten 75 gange havvindmølleparken på Horns Rev 3.

- At bygge 30 GW på fem år, inklusive den tid, det tager at tilegne sig ny viden, er en kæmpe udfordring. Jeg er dog ikke i tvivl om, at de når det, for det gør de som regel, men vi får helt sikkert alle travlt, siger senior director i Maersk Broker Torben Ørting Jørgensen, der sammen med Profundo skal rådgive kineserne om de nyeste løsninger inden for vindmølleinstallation og -kabling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094