23948sdkhjf

Endnu et dansk firma indgår Airbus-aftale

Support på flyelektronik-området til kampflyet Eurofighter Typhoon kan lande i Billund.
Scandinavian Avionics indgår en forhåndsaftale, et Memorandum of Understanding (MoU), med Airbus om arbejde på Eurofighter Typhoon.

- Denne MoU har stor værdi for vores firma og bestræbelserne om at fortsætte vores udvikling og udbygge vores kapabilitet. Med sin brede forretning og som en førende producent af militære og civile fly og helikoptere er Airbus en ekstremt attraktiv partner for Scandinavian Avionics, udtaler firmaets grundlægger Hardy B. Truelsen og tilføjer, at han ser frem til at udbygge Billund-firmaets kernekapabilitet yderligere via samarbejdet.

Forhåndsaftalen mellem Scandinavian Avionics og Airbus omfatter support inden for flyelektronik- området så som vedligeholdelse, reparationer, design og udvikling af STC’er (Supplemental Type Certificates) samt træning og logistik.

Intet er sikkert før flyvalget er afgjort
I forvejen samarbejder det Billund-baserede firma med Airbus på flere områder og kender derved fly-giganten. Bliver Eurofighter valgt som Danmarks næste kampfly vil det betyde et løft til firmaet. Medarbejdere vil således skulle have yderligere uddannelse og dermed et nyt kendskab til det avancerede udstyr i Eurofighteren, som også kan anvendes af firmaet i mange andre sammenhænge.

Hvad det konkret kommer til at betyde for firmaet, både økonomisk, mandskabsmæssigt og afledte effekter, er dog meget usikkert, da flyvalget stadig ikke er afgjort.

- Potentielt er der mulighed for, at vi skal have nogle flere folk. Med vi ved ikke hvor mange job der reelt vil blive. Det er jo en en 30-40 årige aftale, og deri ligger der et ganske stort potentiale for os, siger Anne Grauslund Hansen, Marketing Manager ved Scandinavian Avionics.

To ud af tre er i hus
Med den nye Airbus-aftale har Scandinavian Avionics forhåndsaftaler med to af de tre potentielle leverandører af nye danske kampfly. I foråret indgik det Billund-baserede firma en lignende aftale med Boeing, producenten af F-18 Super Hornet.

Scandinavian Avionics er også i kontakt med Lockheed Martin, den tredje mulige leverandør og firmaet bag F-35 Joint Strike Fighter.

- Men der er ikke en endelig aftale på plads med Lockheed, understreger Anne Grauslund Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093