23948sdkhjf

Ny direktør og nye tider hos Bevola

Steen Hagelskjær vil videreudvikle Bevola med fokus på såvel eksisterende som nye kunder, nye produkter, men også nye markeder er i overvejelserne
Den 1. august 2015 tiltrådte Steen Hagelskjær som administrerende direktør for A/S Bevola. Han afløste Tommy Horn, der kom til Bevola for tolv år siden, og har stået for en udvikling af omsætningen. For Steen Hagelskjær skal den udvikling fortsættes – både på de eksisterende nordiske markeder og ved at vurdere mulighederne på det tyske og polske marked.

- Det er ingen hemmelighed, at mange nordiske vognmænd får deres biler og trailere opbygget i Tyskland og Polen. Derfor er det vigtigt, at vi også kan tilbyde løsninger på disse markeder. Vi ønsker, at være dér, hvor vores kunder er, siger Steen Hagelskjær.

- Vores overordnede opgave er at sikre, at vognmændene får det bedste produkt. For at sikre dette, er vores produkter nødt til at være tilgængelige de steder, hvor køretøjet bliver opbygget, lyder Bevola-direktørens argument.

”Tænder” på teknik
Steen Hagelskjær er uddannet civilingeniør fra DTU i Lyngby. Han går meget op i teknik.

- Jeg har altid beskæftiget mig med mekanik og teknik. Jeg ”tænder på” virksomheder, der har en produktion. Jeg kommer for eksempel fra en virksomhed, der producerer motorer til vinduer.

- Her hersker en god ånd. Vi har mange engagerede medarbejdere. Vores produkter er efterspurgte, og vi er et kendt navn i branchen. Det vil jeg gerne bygge videre på.

- Vi finder sikkert ud af at gøre tingene enklere og måske også anderledes undervejs; men som basis er Bevola en god og sund virksomhed. Vi er tilstede på de nordiske markeder med hovedkontor og produktion i Danmark, store afdelinger i Sverige og Norge og en dygtig partner i Finland.

Mere som ét firma
Et af den nye direktørs ønsker rent organisationsmæssigt er, at Bevola i højere grad bliver ét firma.

- I dag fungerer vi nok mere som tre selvstændige virksomheder, der gør tingene på hver deres måde; men hvis vi skal skabe én virksomhed med fælles værdier, er det vigtigt, at vi gør tingene på samme måde. Det kommer jeg til bruge noget af min tid på.

Et andet fokusområde for Steens Hagelskjær er økonomien.

Salgsmæssigt har Bevola udviklet sig fornuftigt de seneste fem år, men resultatmæssigt er det desværre gået den anden vej.

- Vi har haft sorte tal på bundlinjen de seneste fem år, men resultatet er blevet mindre og mindre. Derfor er det også en af mine hovedopgaver at skabe en bedre bundlinje, så vi kan investere og videreudvikle firmaet.

- For at sikre arbejdspladser og den fremtidige udvikling af firmaet, er det vigtigt, at vi kan generere et fornuftigt resultat, siger Steen Hagelskjær.

Bevola er ejet af Grønbech Holding, der er en dansk, familieejet koncern, med rødder tilbage til 1828.

Udbrede kendskabet
- Vi har over 16.000 produkter i vores program. Vores kunder kender oftest kun en lille del af dem. Det er vigtigt, at vi sikrer, at kunderne kender hele vores sortiment, for vi er dem, der kan tilbyde det bredeste produktprogram. Dermed kan vi gøre det enklere for kunderne ved, at de oftest kun behøver at handle ét sted.

- Når en vognmand bestiller en ny bil, fortæller han, hvordan den skal være. Nogle giver meget detaljerede oplysninger til opbyggeren, mens andre giver mere overordnede retningslinjer.

- Derfor er opbyggeren vores helt store kunde. Han har indflydelse på, hvad vognmanden vælger af udstyr og reservedele. Men vognmanden er også vores kunde, fordi han skal være klar over, hvad han får ud af at bruge vores produkter. Det er vognmanden, der skal leve med bilen (og produkterne) de næste 5-10 år. Det er vigtigt, at han får det, der er bedst for ham.

Hvis ikke vognmanden specificerer sine produkter, får han det, opbyggeren vælger. Det kan godt være, at enkelte af vores produkter er lidt dyrere (kvalitet og økonomi hænger sammen); men hvis man samtidig køber vores sidefjælde, lygtebomme og så videre, er det ikke dyrere, end hvis man købte de samme produkter hos forskellige leverandører.

Rundt i landet
Bevola er i tæt samarbejde med opbyggerne. Det sker blandt andet på messer rundt omkring i landet.

- Vi kører også såkaldte ”road trips” i samarbejde med opbyggerne. Lige nu har vi haft særligt fokus på vores aksler, BevoNac, som vi har været rundt i landet med. Vognmændene har haft mulighed for at køre i en af Vendelbo Speditions biler med BevoNac-aksler. De har kunnet snakke med chauffører og værkføreren fra værkstedet.

- Jeg synes, det er en god måde at vise, hvad vi har til opbyggerne og vognmændene.

- Planen er, at der kommer flere ”road trips,” siger Steen Hagelskjær. Det er vigtigt, at vi kommer ud og viser kunderne vores produkter.

Født i Jylland
Steen Hagelskjær er født i Jylland, opvokset i Silkeborg. Efter gymnasiet i Silkeborg tog han til DTU i Lyngby. Han ville være civilingeniør. Det blev han - og fik straks efter arbejde i det rådgivende ingeniørfirma, AI Gruppen. Det var teknik og mekanik i bygninger, det handlede om.

Efter 12 år skiftede Steen Hagelskjær til WindowMaster, en virksomhed, der producerer motorer og styringer til vinduer. Her havde han en del rejser rundt omkring i Europa. Faktisk var Europa firmaets hjemmemarked.

Den røde tråd
- Når jeg ser tilbage på min erhvervskarriere, synes jeg, at den røde tråd har været teknikken. Hvordan kan man udnytte teknologi til at udvikle produkter, som kan gøre en forskel for kunderne. Det passer rigtig godt til det, som Bevola tilbyder.

- Og så har der også været et internationalt fokus med kunder i hele Europa. Det er også noget, som jeg kan bruge i Bevola, hvor vi står foran et ønske om at udvide vores markeder, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078