23948sdkhjf

MIR forhandler med nye investorer

Mobile Industrial Robots (MIR) forhandler med flere mulige investorer og forventer afklaring i fjerde kvartal.
Der bliver snart kørt nye penge ind i den odenseanske robotvirksomhed Mobile Industrial Robots (MIR), der producerer mobile transportrobotter.

Virksomheden, som i år vandt Dansk Robot Netværks automatiseringspris, forhandler i øjeblikket med nye investorer, fortæller den administrerende direktør.

- Vi forhandler både med et par danske og udenlandske investorer. Vi regner med at få lukket aftalerne i fjerde kvartal, så vi får tilført mere kapital, siger direktør Thomas Visti til Jern & Maskinindustrien.

Virksomhedens sidste regnskab viste et underskud på 344.452 kr. Men i maj opkøbte den amerikanske virksomhed Teradyne en anden robotvirksomhed fra Odense, nemlig Universal Robots (UR).

Direktør Thomas Visti har en fortid i UR, og fik en millionsum ud af salget på næsten 2 mia. kr. Nogle af de penge investerede han sidenhen i MIR.

Udfordring at finde udviklere
I dag er der ti medarbejdere i MIR. Næste år regner Thomas Visti med, at der bliver ansat 20 nye medarbejdere på adressen i Odense.

- Det er lidt i produktionen, men i høj grad i salg, administration og udvikling, siger han.

Men udviklingsafdelingen er ikke verdens nemmeste at skaffe medarbejdere til.

- Det er klart, at det er en udfordring at få udviklingsfolk. At finde medarbejdere med 10 års erfaring er vanskeligt, for de eksisterer nærmest ikke, fordi robotteknologi ikke er særlig gammelt i Danmark. Så vi kigger også mod udlandet efter folk.

Brugervenligheden sikrer
I øjeblikket triller MIR ud på flere nye markeder ved hjælp af nye forhandlere. Udover i Danmark er der 11-12 forhandlere rundt omkring i Europa og Asien.

Men selvom den lidt mere end to år gamle virksomhed hurtigt udvider sit marked, findes der også andre spillere, som vil sælge mobile robotter. Men Thomas Visti frygter ikke, at teknologien bliver kopieret.

- Det her kommer ikke fra den ene dag til den anden. Det er teknisk vanskeligt at lave de her robotter. Og gøre dem lige så brugervenlige som os, det er ikke noget, man bare lige kan kopiere, siger han og tilføjer:

- Vi stopper jo ikke bare udviklingen nu. Der er flere ting på tegnebrættet.

I år er der solgt omkring 35 MiR100, som robotten hedder. Den kan lastes med 100 kilo og kører 6 kilometer i timen. Målet er at sælge 50 inden udgangen af 2015.

- Næste år satser vi på at sælge 150 robotter, siger Thomas Visti. I slutningen af 2017 regner MIR med, at salgssatsningerne betaler sig, og virksomheden breaker even. Så selvom robotten ikke er verdens hurtigste, har MIR fart på.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187