23948sdkhjf

Danske robotter i verdensklasse

Robot-olympiaden WRO bliver igen i år med dansk deltagelse.
Robotter i alle størrelser og programmeret til at samle råstoffer, dyste i sumobrydning eller til at samle farvede klodser hurtigst indtog Århus, da unge fra hele landet i alderen 16-19 år var samlet på Aarhus Universitet for at kvalificere sig til en plads til OL i robotter.

Den internationale robot-olympiade WRO 2015 bliver afholdt til november i Qatar.

Viser sig frem og suger til sig
Som noget nyt er der i år blevet afholdt en konkurrence for universitetsstuderende. Andreas Toft og Morten Ravnkilde, begge ingeniørstuderende fra Århus, har kvalificeret sig med en bowlende robot.

- Det er fantastisk, at vi har fået mulighed for at komme til udlandet og vise vores produkt og se, hvordan andre har løst deres ting. Vi har haft lidt udfordringer, med at få noget af det til at snakke sammen og har lavet nogle lappeløsninger, som for eksempel at bruge bluetooth. Det er ikke tilladt til finalen i Qatar, men det skal vi nok nå at forbedre inden, siger Andreas Toft.

Årets Open kategori, der i år gik ud på at bygge og programmere en eller flere robotter, der kan samle råstoffer i potentielt farlige og utilgængelige omgivelser, blev vundet af Freja Rønne og Nina Rasmussen fra Aalborg Tekniske Gymnasium. De havde bygget en robot, der kan samle mangan op fra havbunden.

Den anden kategori, der hedder Regular, og som går ud på at bygge og programmere en robot, der hurtigst muligt kører på en optegnet bane og samler farvede klodser, blev vundet af et hold fra Rosborg Gymnasium i Vejle.

Ti år med dansk robot-deltagelse
World Robot Olympiad (WRO) er oprindelig startet af universitetsfolk i Asien, men Danmark blev inviteret til at deltage for ti år siden.

- Det var Lego, der finansierede den første tur, der gik til Kina i 2006, og det var i øvrigt på samme tidspunkt, som sagen med Muhammed-tegningerne, så det var interessant at se, hvordan voksne kunne slås om tegningerne samtidig med, at de unge fra Danmark viste flaget og dystede på robotter, fortæller Ole Caprani, lektor på Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, der var med til at starte den danske konkurrence op.

Siden er konkurrencen vokset til op mod 25 hold i både Regular og Open og Robot sumobrydning er kommet til. Sumo-disciplinen er meget publikumsvenlig, og har også givet noget mere volumen. Ole Caprani kan se, at der er gymnasier, der kun deltager i sumo det første år, og så typisk vender tilbage næste år og deltager i en af de andre kategorier.

Det er syvende gang at Karl Pedersen og Hustrus Industrifond, som er en del af Dansk Industri, støtter WRO.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094