23948sdkhjf

Ny styring afblæste dyr investering hos overfladebehandler

Kemisk nikkel var før en flaskehals hos overfladebehandleren Chem-Tec Plating i Uldum - nyt styresystem skaber plads på proceslinjen og overflødiggør investering i ny linje.
Overfladebehandleren Chem-Tec Plating A/S i Uldum nord for Vejle har installeret automatiseret styring af metalemnernes flow gennem kemisk nikkel. Dermed slap overbehandleren for en millioninvestering i en helt ny linje til kemisk nikkel.

Det forklarer Chem-Tecs administrerende direktør, Bo Hvid Mikkelsen, mens han viser rundt i produktionen.

Her håndterer de cirka 30 ansatte i alt 12 linjer til overfladebehandling af emner i alle størrelser og styktal, og der arbejdes i en bred palette af metallisk overfaldebehandling fra forgyldning over fornikling til forkromning. Men det var linjen og badene med kemisk nikkel, der skabte udfordringer for Chem-Tec Plating.

Læs også: Flere emner meget hurtigere

- For tre år siden overvejede vi kraftigt at starte linje nummer to for kemisk nikkel, fordi vi havde brug for øget kapacitet. Kemisk nikkel var blevet en flaskehals for os, men det koster mellem to-tre millioner kroner for en ny linje, fortæller direktøren.

Derfor blev det intelligente styringssystem OptiGalv installeret på det eksisterende anlæg, og den automatiserede linje blev taget i brug i august i år. OptiGalv giver mulighed for at gøre overfladebehandlingen fleksibel og individuel for hver tromle eller fixtur, der sænkes i badene.

Og det har givet gevinst at gå fra sekvensstyring til fleksibel styring.

- Før var det fuldstændig manuelt styret. Operatøren gik rundt med lister og stopur og styrede kranen med joystick, når den skulle hive emnerne op. Det styrer sig selv nu, og faktisk har det gjort, at vi har fordoblet kapaciteten af anlægget, siger Bo Hvid Mikkelsen.

Direktøren oplyser, at tilbagebetalingstiden for anlægget er 2,5 år.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.14