Ungevejledere blev klædt på til industri-vejen
Hvis de unges uddannelsesvejledere ikke kender industriens uddannelser, kan de ikke sende nye generationer i retning mod en erhvervsuddannelse. Et Hands-on arrangement hos Flextek klædte dem på.
Baggrunden er dyster, for industrien mangler kvalificeret arbejdskraft. De unge ønsker ganske enkelt ikke at arbejde inden for industrien. Problemet er ifølge Hands-on, at især forældrene til de unge, der står for at skulle vælge uddannelse, kender alt for lidt til industrifagene og de faglærtes betydning i samfundet. Derfor skal såvel de unge som forældrene - samt naturligvis UU-vejlederne - oplyses om mulighederne, så den triste udvikling kan blive vendt.
Bag Hands-on står DI, Dansk Metal, Teknisk Landsforbund, 3F og HK.
Hedensted Kommune var stærkt repræsenteret med uu-vejledere, som blandt andet fik selskab af kolleger fra Århus og fra borgmester Uffe Jensen fra Odder.