23948sdkhjf

Farvel til trivielle opspændinger

Maskinværkstedet på Aarhus Universitet er begejstrede for Langs opspændingssystem.
Der er slut med at finde nye nulpunkter og bruge tid på ny opspænding, når et metalemne flytter fra en maskine til en anden i maskinværkstedet i tilknytning til Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

For værkstedet har investeret i Lang Techniks opspændingssystem, og det er noget de perfektionistiske maskinarbejdere i værkstedet har taget til sig.

- Vi er jo altid skeptiske, så vi har målt det her efter rigtig mange gange, og vi må konstatere, at det virker, siger maskinarbejder Jens Jacob Iversen, der har arbejdet 10 år i universitetets maskinværksted.

Han henviser til, at et metalemne flyttet direkte på Lang fixtur fra en maskine til en anden, rent faktisk sidder perfekt, når det skiftet fra en CNC-maskine med Lang Techniks nulpunktsløsning til en anden. Samtidig ser han en gevinst i, at Langs fixtur kun bruger tre millimeter af emnet til at spænde på.

Tidsbesparelse
For værkstedet, der stort set kun laver enkeltstyks-produktioner i ofte eksotiske materialer, handler mødet med Lang om pålidelighed og tidsbesparelse.

- Nu flytter vi emnet direkte på fixturen, men før skulle amerikanertangen eksempelvis låses op, der skulle justeres og spændes igen, og vi skulle finde nyt nulpunkt for at komme i gang på en ny maskine. Man vil jo helst ikke bruge tiden på noget trivielt, og det her handler om at hælde tid til opspænding ud af ligningen, siger Jens Jacob Iversen om gevinsten ved Lang.

Lang Technik garanterer med nulpunktssystemet 1/200 millimeters nøjagtighed i opspændingen, og det er ofte nok for de ansatte i værkstedet.

Men der arbejdes også i tolerancer på helt ned til en 1/1000 millimeter på værkstedet, og så kommer måleudstyret frem igen.

Rekord i respons
Det er Finn Jelsbak, teknisk specialist i spåntagning hos KJV, som har solgt Lang-systemet til Aarhus Universitet og har samarbejdet med de ansatte i værkstedet om indkøring. Systemet blev indkørt efter sommerferien.

- Det her er det værksted, hvor vi har fået flest tilbagemeldinger på nøjagtigheden. Det har virkelig været et godt samspil, hvor vi har leveret systemet fra Lang samt rådgivning om installation og opbygning, Finn Jelsbak, der selv er uddannet industritekniker og har kørt med Lang i mange år.

Lang-teknik på flere maskiner
I øjeblikket er nulpunktsystemet fra Lang installeret på en Optimax 360 drejebænk og et Chevalier CQ tre-akset bearbejdningscenter, og der er investeret omkring 70.000-80.000 kr. i grej fra Lang Technik. Men der er mere på vej.

- Vi får snart en ny fræser, der kommer det her system på med det samme, siger Jens Jacob Iversen, der heller ikke afviser tanken om at få værkstedets manuelle maskiner koblet op på systemet.

Så vil man i princippet kunne tage et emne ud af CNC-maskinen og sætte det direkte i Langs fixtur på den manuelle drejebænk.

- Det er min overbevisning, at vi kommer til at arbejde den vej, at vi også får det her system på de manuelle maskiner, siger Jens Jacob Iversen, der forklarer, at de manuelle maskiner stadig spiller en stor rolle i produktionen, fordi de håndterer de skrøbelige processer i skrøbelige materialer som eksempelvis glaskeramik.

Ingen vibrationer
I værkstedet er der udbredt begejstring for det nye nulpunktssystem, og det gælder også selve opspændingen på de kun 3 millimeter.

- Det griber rigtig pålideligt. Vi kan jo høre, hvornår emnet ikke sidder ordentligt, for det giver vibrationer, og de her emner, de sidder, som de skal. Vi synes, at det her er den rigtige løsning for os, siger Jens Jacob Iversen, som får udtalt opbakning fra sine kolleger.

- Vi er allerede begyndt at tænke, hvordan kunne vi arbejde uden det her system, før skulle vi finde nulpunkt og måle meget mere, siger Anders Petersen, der er finmekaniker udlært på universitets værksted, hvor han har arbejdet i 10 år efter et kort ophold hos Prodan.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14