23948sdkhjf

Klimaaftale hjælper Danfoss' sælgere

Danfoss, der sælger energi- og klimavenlige løsninger, tror at aftalen i Paris vil øge salget.
Ikke kun klimaet vil nyde godt af den store klimaaftale, der lørdag er indgået i Paris. Danske Danfoss, der producerer energibesparende løsninger, forventer også at kunne skabe mere gang i forretningen oven på politikernes håndslag.

Danfoss, med hovedsæde på Als, udvikler og sælger alt fra kølesystemer til varmepumper. Selskabet er i Danmark bedst kendt for sine termostater, men har længe fokuseret på energibesparende løsninger bredt.

- Vi er enormt glade for aftalen. Den er bedre end forventet og det bedst mulige i forhold til det, der var politisk vilje til, siger chef for bæredygtighed hos Danfoss, Fleming Voetmann, til Ritzau.

Aftalen omfatter ikke bare fælles mål for den globale temperaturstigning, men, endnu vigtigere for Danfoss, at alle lande har udarbejdet klimaplaner og skal revidere dem løbende. Det venter selskabet vil hjælpe salgsstyrken i den store verden.

- Vi kan bruge det, når vi skal ud og sælge. Alle lande har nu planer for nedbringelse af energiforbruget, og i størstedelen af dem spiller energieffektivitet en stor rolle. Der er vi en af de førende i verden, siger Fleming Voetmann og fortsætter:

- Når landene skal implementere deres planer, så har vi en god mulighed for at blive en del af det, når det kommer til at spare energi i bygninger, fjernvarme og andre steder.

Ud over den del har klimatopmødet givet Danfoss en god mulighed for at trykke hånd og opbygge relationer til verdens politikere på mange planer. Relationer der kan bruges til at sælge.

- Vi har mødt en masse borgmestre, som er dem, der oftest skal står for det. Det var meget positivt, siger Fleming Voetmann.

Danfoss omsatte i 2014 for 34,4 milliarder kroner og fik et resultat på 2,3 milliarder kroner. Selskabet er startet i 1933 og beskæftiger over 24.000 ansatte.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095