23948sdkhjf

Cirkel Energi vender sig mod udlandet

- Vi har stadig optimistiske planer, men fokus bliver ikke i Danmark, lyder det fra producent af husstandsmøller, efter lovforslaget L30 mandag blev til lov.
96 folketingsmedlemmer stemte mandag formiddag for lovforslaget L30. Dermed er loven om nedsættelse af støtten til husstandsvindmøller en realitet.

Det betyder ikke blot, at der skæres i afregningsprisen til kunderne, men også at der sættes et loft over, hvor megen husstandsvind der må opsættes i Danmark om året.

- Puljen på 1 MW er jo kvælende for branchen. Vi her hos Cirkel Energi kunne godt leve af puljen alene, men det er ikke nok til, at alle virksomhederne i branchen kan leve af det. Vi kommer til at æde hinanden op, siger Niels Martin Jørgensen, administrerende direktør hos Cirkel Energi.

Kæmpet til det sidste
Niels Martin Jørgensen har sammen med en række andre husstandsmølleaktører kæmpet til det sidste for at få fjernet loftet på 1 MW.

- Det er urealistisk lidt. Og man ved endnu ikke, hvordan den ene megawatt fordeles. Vi mener, det kommer til at foregå ved lodtrækning. Men ikke engang fra politisk hold ved man, hvordan det skal foregå. Det er simpelthen gået så stærkt det her, at politikerne har glemt at forholde sig ansvarligt til, hvordan det skal implementeres, siger Niels Martin Jørgensen, der dog ikke sådan lader sig kue.

- Vores budskab er at uanset hvad, så er det stadigt lønsomt for forbrugerne at købe en husstandsmølle og sætte den op, understreger han.

Intet vækstpotentiale
Hos Cirkel Energi betyder den nye lovgivning på området, at man ændrer kurs.

- Vores incitament for at investere i Danmark er jo skrumpet noget. Vi har intet vækstpotentiale i Danmark – kun et vedligeholdelsespotentiale. Derfor er alle planer i Viborg nu skrinlagt, og vi vender os nu mod udlandet, fortæller Niels Martin Jørgensen.

Det betyder, at Niels Martin Jørgensen fremover vil arbejde på at sælge sine møller i udlandet, og når det sker, så flytter produktionen med.

- Hvis jeg skal sælge møller andre steder i verden, så giver det ikke økonomisk mening at producere dem i Danmark. Hvis vi havde haft et godt hjemmemarked, så havde vi helt sikkert holdt fast i produktion på dansk grund, siger han.

Cirkel Energi sætter i øjeblikket to husstandsmøller op om dagen i Danmark, men det er ikke en situation, der varer ved. Niels Martin Jørgensen vurderer, at man om godt et år vil have droslet noget ned for både produktion og opstilling af husstandsvindmøller i Danmark, og at en stor del af virksomhedens opgaver i Danmark vil ligge på vedligehold og service både af egne, men også af andre møller.

- For det sidste vi gør er at lade vores kunder i stikken, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156