23948sdkhjf

Lego bygger kæmpefabrik i Ungarn

Legetøjsproducenten vil fordoble sine nuværende faciliteter i Nyíregyháza i Ungarn.
I oktober 2015 offentliggjorde Lego planer om udvidelse af fabrikken i Nyíregyháza i Ungarn, og at man overvejede yderligere udvidelser for at dække den forventede efterspørgsel fra kunder og forbrugere.

Den første udvidelse omfattede opsætning af støbemaskiner i løbet af 2016 i en nærliggende lejet bygning og udvidelse af Lego-fabrikken med et ekstra automatiseret lager og Lego Duplo-bearbejdningsfaciliteter.

Fredag meddeler Lego, at man vil udvide fabrikken yderligere med ekstra områder til støberi, pakkeri og bearbejdning, mere lagerplads samt administrations- og facilitetsbygninger. Beslutningen om at investere i yderligere produktionskapacitet er baseret på koncernens forventninger til den langsigtede vækst i salget på globalt plan.

- Det er vores ambition, at børn over hele verden oplever kreativ Lego leg, og i takt med at vores forretning fortsætter med at vokse, er vi nødt til at sikre, at vi kan levere de Lego-produkter, forbrugere over hele verden efterspørger. Derfor har vi investeret, og vi fortsætter med at investere kraftigt i vores produktionskapacitet. Vores Lego-fabrik i Nyíregyháza i Ungarn spiller en vigtig rolle i vores langsigtede mål om at nå ud til flere børn, siger Bali Padda, executive vice president og chief operations officer for Lego-koncernen.

Udvidelse skal være klar i 2018
Når udvidelsen er færdig, vil den nuværende fabrik have fordoblet sin størrelse. Udvidelsen udgør en investering på et trecifret millionbeløb i euro frem til 2020. Afhængigt af udviklingen i salget de kommende år vil der kunne skabes helt op til 1.600 nye job i Nyíregyháza frem mod 2020, hvilket bringer antallet af medarbejdere op på cirka 4.000.

- Vores nuværende fabrik i Nyíregyháza blev indviet i foråret 2014, og jeg er begejstret over, at vi allerede nu kan udvide den og byde så mange nye medarbejdere velkommen i de kommende år. Nyíregyháza er en rigtig god placering for Lego-koncernen. Vi er tæt på vores kunder og forbrugere i hele Europa, vi kan tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, vi har brug for til at lave Lego-produkter af høj kvalitet, og vi har et godt samarbejde med regeringen og de relevante lokale og regionale myndigheder, siger Jesper Hassellund Mikkelsen, senior vice president og ansvarlig for Lego-fabrikkerne i Danmark og Ungarn.

Opførelsen af den nye udvidelse forventes at begynde i de kommende måneder, så de nye faciliteter står klar til produktion i 2018. I det nye støberi vil der være plads til yderligere 768 støbemaskiner, mens pakkeriet kan øge produktionen med en faktor på cirka 1,5.

Afhængigt af salgsudviklingen vil der være op til 4.000 medarbejdere på fabrikken i 2020.

Artiklen er en del af temaet Plast.

Læs mere om: Lego
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173