23948sdkhjf

Vil netværke sig til havmølle-ordrer

Fire kommuner i Region Sjælland er ved at danne et netværk, der skal sikre, at de lokale virksomheder bliver parate til at servicere og levere til havvindmølleparken Kriegers Flak.
Snart afgøres det, hvilken havn, der skal være udskibnings- og servicehavn for den kommende 600 MW store Kriegers Flak, og der er gode muligheder for, at det bliver en af havnene i Faxe, Stevns, Vordingborg eller Guldborgsund. Derfor har de fire kommuner besluttet, at gøre Djurs Wind Power kunsten efter.

- Der bliver brug for en bred vifte af kompetencer – lige fra hotelværelser og catering til smedjearbejde og entreprenører, der for eksempel kan stå for at etablere havneanlæg og nedgrave kabler. Vi vil gerne være på forkant og sikre, at mange af disse opgaver går til lokale virksomheder. Derfor er vi gået sammen med de øvrige kommuner om sammen at danne et netværk, fortæller Jesper Ib Paulsen, direktør i Business Faxe Copenhagen.

Skal fostre opgaver og innovative løsninger
Målet for de fire kommuner er at samle 100 virksomheder i alt. Som fødselshjælper til projektet har parterne hyret det nationale videnscenter og innovationsnetværk Offshoreenergy.dk, der tidligere har hjulpet lignende netværk i gang. Blandt andet i Thyborøn, der i samme stil som Djurs Windpower har dannet et netværk med 32 virksomheder, som sammen byder på opgaver i Nordsøen.

- Man skal være opmærksom på, at især små virksomheder er vant til at klare sig selv, og for dem er det nyt at arbejde i netværk. Men det har vist sig klart at være en fordel for dem at deltage. Dels for at få opgaver, men også for at udvikle nye kompetencer og innovative løsninger sammen med de øvrige medlemmer, fortæller klyngekoordinator Finn Kjelstrup fra North Sea Offshore Service Group, som netværket i Thyborøn hedder.

Business Faxe Copenhagen håber, at de lokale virksomheder kan se potentialet i netværket og at mange af dem derfor dukker op til informationsmøde den 10. februar.

- I bedste fald får vi fremtidssikret erhvervsudviklingen til en for vores region ny niche. I værste fald bliver vi klogere på branchen, og virksomhederne får en enestående chance for sammen at komme ud og opleve Anholt Havvindmøllepark, udtaler Jesper Ib Paulsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203