23948sdkhjf

Heco Filtration skifter navn og flytter

Den østjyske producent af industrielle filtre skifter navn til HiFlux Filtration og flytter i nyt domicil. Hedensted er dog stadig hjemsted for den globale virksomhed.
Navnet HiFlux Filtration vil fremover pryde facaden på den nye adresse Lundagervej 25A i Hedensted. Mere plads i form af 600 ekstra kvadratmeter og muligheden for at optimere både produktion og administration, gjorde beslutningen om flytningen nem, men også nødvendig, understreger direktør Svend K. Andersen.

- Vi har brug for mere plads, hvis strategien om fortsat vækst skal føres ud i livet. Nu har vi sikret os de helt rigtige faciliteter og dermed et godt udgangspunkt. Samtidig bevarer vi den stærke lokale tilknytning, for vi er og bliver en Hedensted-virksomhed. Her er et godt erhvervsklima, størstedelen af vores medarbejdere bor i området og samarbejdet med kommunen er prisværdigt, siger direktøren og tilføjer, at man nu også geografisk bliver adskilt fra Heco International, som man hidtil har delt adresse med på Hecovej.

Svend K. Andersen og den lokale erhvervsmand Vagn Clausen købte Heco Filtration A/S af familien Cornelius i 2013, og siden er også Heco International blevet solgt.

- Derfor har vi valgt at skifte navn nu. Heco Filtration er et kendt brand herhjemme, men i udlandet er det primært produktnavnene, man nikker genkendende til. HiFlux er i forvejen navnet på et af vores produkter, og det klinger godt i forhold til målgruppen. Det skal gerne give os en skarpere profil.

Klar til vækst
De 2.000 kvadratmeter, man fremover har til rådighed, giver også plads til vækst på medarbejdersiden. En udvidelse af mandskabet i teknisk afdeling er på trapperne, og Svend K. Andersen forventer, at man i det kommende år vinder yderligere andele på alle markeder.

- I de seneste 12 måneder har vi arbejdet målrettet på at udvikle og opdatere vores produktprogram. En mere specifik tilgang til brugbarheden af de enkelte filtre giver både kunderne og os selv flere muligheder, konkluderer han og fortæller videre, at næste generation af 3D CAD bliver implementeret i projektafdelingen for at højne samarbejdet og serviceniveauet yderligere.

- Det er kunderne, som bringer os fremad. Derfor er vi meget opmærksomme på deres udfordringer og ønsker. Udvikling af kundetilpassede løsninger er en stor del af vores dna.

Flytning, navneskift og jubilæum
At der er mere end rigeligt at se til i Hedensted i øjeblikket understreges af, at man samtidig med flytningen og navneskiftet også markerer Svend K. Andersens 25 års jubilæum. Det sker netop i de nye lokaler på Lundagervej 25A fredag den 11. marts.

- Der er flere ting at markere, så vi benytter chancen til at vise vores nye lokaler frem, inden de bliver fyldt med maskiner og andet inventar. Jeg glæder mig til at se mange kunder og samarbejdspartnere på dagen. Og så går vi ellers i gang med flytningen og tager hul på en ny æra ugen efter, slutter en tilfreds direktør.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094