23948sdkhjf

Kender du Maskinværksteds-bekendtgørelsen?

Skal du starte ny virksomhed eller udvide den eksisterende, er det måske nødvendigt at kigge nærmere på denne nye bekendtgørelse.
1. januar trådte den såkaldte Maskinværkstedsbekendtgørelse i kraft. Det er en bekendtgørelse, der gælder for alle maskinværksteder og metalbearbejdende virksomheder med et produktionsareal på mere end 1.000 kvadratmeter. Bekendtgørelsen er vigtig, hvis man vil udvide produktionen eller starte ny produktion over 1.000 kvadratmeter.

- Det er en helt ny bekendtgørelse – der har ikke rigtig været noget tidligere, og dog. Formålet er, at der sættes nogle faste miljøkrav til branchen, og det skal alle virksomheder store som små overholde – det er udgangspunktet, forklarer Kristine Raunkjær Stubdrup fra Miljøstyrelsen.

Alle virksomheder er selvfølgelig allerede omfattet af en række miljøregler, og det bliver der som udgangspunkt ikke lavet om på. Men Maskinværkstedsbekendtgørelsen har dog betydning på andre områder.

- Kernen i opgaven fra den daværende minister var, at det skulle være nemt for virksomheder at udvide, og også for nye virksomheder, der vil i gang med at producere, siger Kristine Raunkjær Stubdrup.

- Det nye er, at virksomhederne ikke skal ansøge om en miljøgodkendelse længere, hvis de vil udvide eller etablere ny produktion. Man skal nu anmelde sig til kommunen via et digitalt system, Byg & Miljø, og kommunen ser på anmeldelsen, om der er oplysninger nok, og om virksomheden kan holde sig indenfor rammerne. Hører virksomhederne ikke noget inden for fire uger, så kan man gå i gang. Der bliver måske lagt lidt mere over på virksomhederne, for de skal tage stilling til, hvordan de kan holde sig inden for de faste regler, uddyber hun.

- Det der ikke bliver ændret i forhold til tidligere er, at virksomhederne stadig skal have et miljøtilsyn mindst hvert tredje år. Nu er baggrunden dog ikke længere en individuel miljøgodkendelse, for den anden del af den her bekendtgørelse er, at virksomheder, uanset hvor i landet, skal have ensartede vilkår, forklarer Kristine Raunkjær Stubdrup.

Hun understreger samtidig, at eksisterende virksomheder selvfølgelig beholder den miljøgodkendelse, de allerede har, indtil de eksempelvis på et tidspunkt laver en udvidelse af produktionen, der giver anledning til, at kommunen alligevel skulle ændre på godkendelsen.

Bekendtgørelsen gælder for alle virksomheder, der er beskæftiget med metalforarbejdning; herunder traditionelt underleverandørarbejde som stansning, savning, skæring, boring, drejning, fræsning og svejsning samt forskellige former for overfladebehandling af produkterne.

- Hvis du er i tvivl så ring til din kommune. De kan hjælpe med at komme i gang, når det bliver aktuelt at bruge anmeldesystemet, lyder det fra Kristine Raunkjær Stubdrup.

Du kan læse den fulde bekendtgørelse på Retsinformation eller på Miljøstyrelsens hjemmeside .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078