23948sdkhjf

Topchef i tale: DIS vil fortsætte væksten

Der skal ikke slækkes på væksttempoet hos ingeniørvirksomheden i de kommende år.
Den østjyske ingeniørvirksomhed har gennemgået en voldsom vækst, siden den blev etableret for 18 år siden. I 2014/2015 havde selskabet en bruttofortjeneste på 111 mio. kr., et overskud på 19,3 mio. kr., og her halvvejs i det nye regnskabsår har man rundet 250 medarbejdere.

- Vi har haft en vækstrate på minimum 30 procent per år målt på både medarbejdere og omsætning – det har vi gjort 18 år i træk, og det tyder også på, at vi gør det for 19. år i træk, forklarer direktør Michael Gadeberg.

I virksomhedens treårsplan er det da også planen at holde de høje vækstrater.

- Vi tager typisk en treårig horisont, som er den kurs vi sigter imod. Med de nuværende ambitioner og potentiale, så er vi som altid dobbelt så store om tre år. For tre år siden satte vi de samme mål om at fordoble antallet af ansatte og omsætningen, men det fejlede vi med, for det tog kun to år. Vi er dermed også godt foran for den kommende treårige periode, siger Michael Gadeberg, der samtidig fortæller at virksomheden aldrig har skudt genvej gennem opkøb af konkurrerende virksomheder.

- Vi har aldrig prøvet at købe op og har heller aldrig øvet os i det. Vi har en usædvanlig stærk kultur, som er skabt gennem alle de år, vi har eksisteret. Det er en kultur, som vores kunder sætter ualmindeligt stor pris på, og det er den kultur, der også skal være basis for den fremtidige udvikling, og den kan vi ikke købe os til, lyder det fra DIS-direktøren.

Fokuseret på industrien
I dag har DIS udviklet sig til et udviklingshus, der kan påtage sig opgaver inden for mekanik, elektronik, hardware, software, el, automation, design, projektledelse, modning af produkter, udstyr og specialmaskiner.

- Vi er rådgiver inden for industri og har ikke noget med brancher som for eksempel bygge og anlæg at gøre. Det er produktions- og fremstillingsvirksomheder - både inden for den traditionelle industri, vedvarende energi, olie & gas, medico og pharma, forklarer Michael Gadeberg, der dog kigger på muligheder for at øge forretningsområdet.

- Vi vil rigtig gerne løbende udvikle forretningen med de kompetencer, vi opbygger i huset, og så snart vi har kritisk masse, så vil vi byde os til for nye segmenter, tilføjer han.

Spreder sig geografisk
Så sent som i december åbnede DIS nyt kontor i Dortmund, og man er også på vej til at etablere sig på det amerikanske marked.

- Vi har tre kontorer i Danmark; i Esbjerg, København og Stilling, tre i Tyskland; i Nürnberg, Hamburg og Dortmund. Så har vi åbnet aktiviteter i Polen med henblik på at gøre gavn af et samarbejde på tværs af landegrænser, hvor vi kan håndtere endnu større projekter og til stadighed være konkurrencedygtige på både pris og kvalitet. Det vil give os adgang til de rette ressourcer og vil dermed styrke forretningen, forklarer Michael Gadeberg, der til gengæld ikke tror, at der er stor vækst at hente i det øvrige Skandinavien lige nu.

- Vi har faktisk et kontor i Oslo, men aktivitetsniveauet i Norge er meget reduceret som følge af olieprisen. Vores fokus på Sverige og Norge er derfor meget reduceret, siger han.

DIS-direktøren er dog ikke afvisende overfor at etablere sig i flere af Danmarks nærmarkeder.

- Vi vil altid gå efter de muligheder, der byder sig, og hvis der byder sig nogle muligheder, der falder i hak med vores kompetencer, så er vi ikke begrænset af geografi. Vi har et mål om, at vi vil være en international virksomhed, og det må være efterspørgslen, der afgør, hvor i vi er til stede, siger Michael Gadeberg.

Han er dog ikke i tvivl om, hvor væksten de næste år skal hentes.

- Vækstmæssigt forventer vi ikke, at det vil være det danske marked, der vokser mest, det vil være det tyske, hvor potentialet for en virksomhed som vores er tusinde gange større. Men vi vil stadig vokse i Danmark, understreger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093