23948sdkhjf

Industriens forventninger til fremtiden er tårnhøje

Humøret er i topform. Konkurrenceevnen er forbedret, og der er en høj produktivitetsvækst. Hvis udviklingen fortsætter, kan vi se frem til kronede dage for dansk industri, lyder vurderingen
Selv om industriens konjunkturindikator kun stiger svagt i marts og fortsat ligger i det negative område, så er der ikke tvivl hos Dansk Metal om at fremtiden ser lys ud for industriproduktionen.

”Jeg mener sådan set, at dansk industri er i topform. Konkurrenceevnen er forbedret, og der er en høj produktivitetsvækst. Hvis fremtiden udvikler sig, som virksomhederne forventer, kan vi se frem til kronede dage for dansk industri”, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Trussel mod væksten
Men selv om udsigterne er lyse, er den usikre faktor - ligesom det er tilfældet for serviceerhvervene - at industrien meget hurtigt bevæger sig mod mangel på arbejdskraft, og det vil true væksten:

"Potentialet er helt sikkert til stede, men vi skal være opmærksomme på mangel på kvalificeret arbejdskraft. Allerede nu er ledigheden meget lav. Blot 3,2 procent for vores medlemmer ved seneste måling. Det skriger på opkvalificering og målrettet uddannelse”, vurderer økonomen.

Lidt lunken stemning
Konjunkturbarometeret er en månedlig spørgeskemaundersøgelse blandt industriens virksomheder der viser forventninger inden for branchen. Konjunkturindikatoren er udtryk for temperaturen på dansk industri.

”Virksomhederne ville uden tvivl ønske, at der var mere fart over feltet i dansk og global økonomi, end tilfældet er. Og det afspejler sig selvfølgelig i noget lunken stemning. Men forventningerne til fremtidig produktion tårnhøje, hvilket lover godt for fremtidig produktion, beskæftigelse og investeringer”, mener Thomas Søby.

For store lagre
Den sammensatte konjunkturindikator for dansk industri steg fra -7 i februar til –5 i marts.

Dagens tal viser ifølge Thomas Søby, at virksomhederne stadig vurderer lagrene som værende for store - dog i mindre grad end for et års tid siden.

”Ordrebeholdningen vurderes at være utilstrækkelig, og det trækker meget ned i den samlede indikator. Industrien er altså meget optimistiske for fremtiden, men oplever at efterspørgslen på nuværende tidspunkt lader en del tilbage at ønske”, siger Thomas Søby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096