23948sdkhjf

Variabel strålestyring giver fleksibilitet

Amada kan med ny generation fiberkilde skære både tynde plader og tykt sort stål på samme maskine. Den nye generation vises frem ved åbent hus 13.-14. april i Horsens.
En fiberlaser, der både skærer hurtigt i de tynde plader og samtidig kan klare 25 millimeter sort stål med et acceptabelt resultat.

Det er overskriften for Amadas anden generations fiberlasere med navnet ENSIS 3015, som er blandt de maskiner, der vises frem, når Amada holder åbent hus onsdag den 13. april og torsdag den 14. april i Horsens.

- Mange vil jo gerne have fiberlaser til de tyndere plader, så de kan skære i høj hastighed, men de får så en udfordring i de tykkere plader, hvor der egentlig er brug for en CO2-laser, fortæller Amadas danske salgschef, Michael Laursen om baggrunden for udviklingen af den nye generation fiberlaser.

Udfordringen med fiberen er smelten, når pladerne bliver tykkere, og det er netop det problem, som Amada løser med udvikling af sine egne fiberkilder.

Variabel strålestyring
Hemmeligheden bag den nye generation af laserskærere er en fiberkilde med variabel strålestyring, som automatisk tilpasser strålen til det aktuelle materiale. Den variable strålestyring gør det muligt at ændre strålens form ved skæring i tykt materiale. En ultrafin stråleform med høj energitæthed anvendes under højhastighedsskæring af tynde plader, mens strålens form ændres ved skæring i tyk plade, til en stråleform, der svarer til en CO2 laser.

Dermed kan man ifølge Michael Laursen skære i 25 millimeter sort stål med den nye laser. Og der er flere fordele.

- Vores maskiner arbejder samtidig med mindre mængde gas, fordi dyssehullet simpelthen er mindre. Fordi vi kan gøre det med 2 kW, så holder vi strømforbruget nede, fortæller Michael Laursen.

To maskiner i en
Salgschefen er overbevist om, at der potentiale for salg af den nye type laser med både fiberlaserens og CO2-laserens styrker i samme maskine.

- Alle har brug for fleksibilitet i dag, hvor serierne bliver mindre og mindre, og det her er et alternativ til at have to maskiner stående, siger Michael Laursen.

Derudover mærker han stigende fokus på driftsomkostningerne og dermed også energiforbrug, hvilket også gør 2kW laseren attraktiv.

Under det åbne hus viser Amada også LCG 3015-AJ laseren, som er udstyret med Amadas egen udviklede fiberkilde på 4 kW samt konventionelle kantpressere.

- Vi ville også gerne have vist en kantpresse med værktøjsveksler, men den er blevet solgt, siger Michael Laursen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283