23948sdkhjf

Nyt system absorberer maskin-rystelser

Spanske Soraluce har udviklet et system, som neutraliserer rystelserne under bearbejdning og giver højere produktivitet
Problemer med rystelser under bearbejdning af metal kan afhjælpes med et nyt system fra spanske Soraluce, der producerer en lang række bearbejdningsmaskiner, blandt andet store CNC fræse-, dreje- og boremaskiner.

DAS-systemet fungerer i real time og justerer hele tiden maskinen, så det modvirker rystelser. DAS står for Dynamics Active Stabiliser.

Hurtigere bearbejdning
- Der er nogle sensorer, der mærker, når der opstår vibrationer, og så absorberer systemet rystelserne. Det betyder, at man kan bearbejde emnerne hurtigere, fordi man kan køre hårdere på med maskinen. Skærenes levetid bliver også væsentligt længere, fordi de ikke bliver ødelagt af rystelser. Soraluce er de eneste i verden, der kan det her, siger Søren Niemann, salgschef for danske Duroc Machine Tool, som forhandler Soraluce.

Soraluce hævder, at der kan være op til 300 procent forøgelse af produktiviteten. Når rystelserne bliver afhjulpet betyder det også, at der bliver produceret væsentligt mere jævne overflader.

- Der er tit rystelser, når man fræser i store emner. Inde ved stammen af maskinen er det ikke så stort et problem, men jo længere man kommer ud af aksen, jo større problem giver det. Det er derude at DAS systemet viser sin værdi. Det betyder også, at man kan køre hurtigere med maskinen derude, fordi rystelserne bliver absorberet, siger Søren Niemann.

Hemmelig teknik
Hvordan DAS-systemet helt præcist absorberer rystelser i maskinerne holder firmaet for sig selv. Systemet kan kun indbygges i Soraluces egne maskiner.

Søren Niemann har været ude og fortælle om systemet til flere af de danske virksomheder, som producerer store emner til vindmølleindustrien.

International pris
Den spanske virksomhed har netop vundet en international pris for ”Quality Innovation of the year 2015” for produktet. Prisen uddeles af den finske kvalitetsorganisation. Systemet er også nomineret til en pris i det store tyske magasin ”Maschinenmarkt”.

Soraluce fremhæver, at systemet er blevet prøvet af på en lang række forskellige bearbejdningsprocesser. I alle testene blev bearbejdnings­tiden væsentligt nedsat.

Soraluce har udviklet systemet sammen med teknologivirksomheden IK4-Ideko. Begge virksomheder hører under DanobatGroup, som er maskindivisionen inden for industrikoncernen Mondragon.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078