23948sdkhjf

Flere faglærte vil give industrien milliardgevinst

26 milliarder kroner om året. Så meget højere kan Danmarks bruttonationalprodukt blive, hvis vi straks gør noget ved den store mangel på faglærte inden for jern- og metalindustrien.
I en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) står det klart, at der er en stor økonomisk gevinst at hente, hvis vi undgår den ventede mangel på 30.000 faglærte inden for jern- og metalindustrien i 2025.

”Én ting er, at det er et problem for virksomhederne, at de ikke kan skaffe den arbejdskraft, de har brug for. Et andet og mere alvorligt problem er, at manglen på faglærte vil gå ud over den vækst, som er grundlaget for, at vi kan opretholde det velfærdssamfund, som vi alle nyder godt af i Danmark”, siger formand i Dansk Metal Claus Jensen.

AE udgav i sidste måned en rapport, der viser, at manglen på faglærte inden for jern- og metalindustrien vil være 30.000 allerede i 2025.

Flere lærlinge
Konsekvenserne af den mangel bliver, at virksomheder, der netop benytter sig af særlige faggrupper som smede og industriteknikkere, vil være nødt til at flytte produktion til udlandet.

”Politikerne er heldigvis også begyndt at sætte fokus på, at flere unge skal ind på erhvervsuddannelserne. Nu skal virksomhederne tage langt flere lærlinge, regeringen skal droppe besparelserne på erhvervsskolerne, og i fagbevægelsen skal vi være meget bedre til at få vores medlemmer ind på de rigtige efteruddannelser for at sikre, at Danmark også er et produktionsland fremadrettet”, siger Claus Jensen.

Trepartsforhandlinger om kvalificeret arbejdskraft
I morgen sætter arbejdsmarkedets parter sig sammen med beskæftigelsesministeren for at tage hul på næste etape af trepartsforhandlingerne.

Emnet er kvalificeret arbejdskraft, og hos Dansk Metal ser forbundsformand Claus Jensen blandt andet frem til arbejdet med at sikre en praktikpladsgaranti til unge på erhvervsuddannelserne:

”Jeg hører den samme historie fra rigtig mange frustrerede virksomhedsejere, der simpelthen ikke kan få faglærte nok. Der er ikke meget ved at have en Ferrari holdende i garagen, hvis du ikke har benzin at hælde på den. Og det er faktisk den situation, vi står overfor i industrien, hvor manglen på faglærte fremadrettet bliver så stor, at vi ikke kan udnytte det potentiale, som den danske industri har”, siger formand i Dansk Metal Claus Jensen.

Faglærte jern- og metalarbejdere er blandt de uddannelsesgrupper, hvor manglen på arbejdskraft tegner til at blive størst.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078