23948sdkhjf

Tillidsmand: Siemens er en sikker arbejdsplads

Det er sikkert for medarbejderne på Siemens Wind Power i Aalborg at gå på arbejde.
- Jeg mener, det er en sikker arbejdsplads.

Sådan siger fællestillidsmanden på Siemens i Aalborg, Thomas Fischer, til DR P4 Nordjylland. Han mener, at der nu er rettet op på sikkerhedsforholdene.

Thomas Fischer er ked af, at tidligere medarbejdere er blevet syge - men mener, at ledelsen har sørget for at forholdene nu er i orden.

- Jeg synes virkelig, at de nu gør rigtig meget for sikkerheden, og hele tiden prøver at optimere de materialer og det sikkerhedsudstyr, vi har.

Imens oplever Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg stadig, at der kommer nye patienter ind fra Siemens. Det fortæller ledende overlæge Sigve Christensen.

- Vi kan stadigvæk se, at der kommer patienter med epoxyeksem. Det er et problem, der er svært at komme af med. Og nok noget, der er svært at få helt ned på nul.

Det er de kemiske stoffer epoxy og isocyanat, der har gjort medarbejderne syge.

Fællestillidsmand Thomas Fischer mener, at de problemer, der har været, er løst:

- Det er farligt at arbejde med, men jeg mener, at midlerne til at beskytte os, er til stede, siger han til DR P4 Nordjylland.

De seneste ti år har Arbejdsskadestyrelsen i mindst 64 sager afgjort, at medarbejdere er blevet syge af at arbejde med kemiske stoffer på Siemens.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157