23948sdkhjf

Tyndpladespecialist: Små serier kræver automation

Robotter og maskiner, der kører fuldautomatisk, er nøglen til succes hos tyndpladevirksomheden JB Metalindustri i Ølstykke.
Mindre, men oftere. Der er travlt hos tyndpladespecialisten JB MetalIndustri i Ølstykke, blandt andet fordi ordretyperne ændrer sig.

- Vi oplever helt klart, at vores kunder bestiller mindre serier, men også at der så går kortere tid imellem, de bestiller en serie. Det stiller flere krav til vores fleksibilitet og evne til at rykke hurtigt, fortæller Jørgen Jensen, administrerende direktør og ejer af virksomheden.

En måde at håndtere de nye kundekrav er ved at investere i automation og robotter, og det er netop, hvad JB Metalindustri har gjort de seneste år.

Blandt andet to bukkerobot-celler, et kombineret stanse, laseranlæg - samt en fuldautomatisk CO2-laserskærer - alt sammen fra Trumpf.

- Vi investerede hårdt i automation lige op til den økonomiske krise i 2008. Selvom det var et hårdt slag dengang, så har investeringerne vist sig at være rigtige. Målet er, at en kunde kan aflevere en tegning, og så stå med en prototype i hånden inden for et par timer, fortæller Jørgen Jensen.

Den øgede automation betyder, at maskinparken kører 24 timer i døgnet.

Selvom flere manuelle opgaver bliver overtaget af robotter og maskiner, så er der ikke skåret ned på antallet af ansatte, som er lige under 50 i JB Metalindustri. Tiden bliver brugt på andre opgaver.

- Selvom vi har automatiseret, så har vi ikke skåret ned på bemandingen, snarere omvendt. Til gengæld er det nogle andre kompetencer, som vi har brug for, når vi søger nye medarbejdere. Vi bliver oftere og oftere inddraget i design- og idefasen end tidligere, hvor vi før hen fik tilsendt en færdigtegning. Det er sjovt at være med i hele processen og kunne bruge vores kompetencer til at forbedre emnerne, siger Jørgen Jensen.

Når ordrerne kommer oftere, skal JB Metalindustri også hurtigt sætte en seriebestilling i gang.

Derfor arbejder maskiner og ansatte også i døgndrift. Selvom de fleste maskiner er fuldautomatiske, er der alligevel et par ansatte på arbejde til at overvåge og undgå fejl.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093