23948sdkhjf

De største værfter trækker branchens indtjening

Branchens indtjening steg sidste år på trods af oliekrise og øget konkurrence.
Med hvert sit skarpe fokus på reparationer og nybygninger fører de to største danske værfter an i indtjenings- og omsætningsfremgangen. I løbet af 2015 har værfterne, Fayard og Karstensens Skibsværft, styrket sine forretninger markant.

Se branchens nøgletal her

Hele branchen gik samlet frem med 60 mio. kr. i resultat før skat, men fremgangen kommer primært fra disse to værfter.

- Omsætningen hænger sammen med, hvor mange nybygninger vi har. Omsætningen er nok den største, som vi har haft. Vi har otte skibe, som vi har gang i for øjeblikket, siger medejer og administrerende direktør Knud Degn Karstensen, Karstensens Skibsværft.

Karstensens Skibsværfts omsætning voksede 190 mio. kr., mens det største danske værft målt på omsætning, Fayard, havde en stigning på godt 300 mio. kr.

Aktiviteten overrasker
Hos Orskov Yard, der har den tredjehøjeste omsætning, mærkede man en øget konkurrence i 2015. Høj priskonkurrence gav lavere priser, og hos værftet betød det et fald i resultat før skat på 11,6 mio. kr., mens omsætningen også dykkede med 7 procent.

Værftet tjener dog stadig penge, og 2015-regnskabet endte med et resultatet før skat på 28 mio. kr.

Frederikshavner-værftet har traditionelt meget travlt i januar og ind i februar, hvor færgereparationer står på tapetet. Den høje aktivitet er dog varet ved i år, og aktiviteten i de første måneder af 2016 overrasker positivt. Det skyldes blandt andet en stigende oliepris, der påvirker aktiviteten.

- Vi har haft mange flere skibe igennem, end vi havde forventet og troet, da vi gik ind i året. Vi hører fra flere af vores gode kunder, at de har fået gang i skibe, der har været lagt op. Og skibene skal have et tjek, inden de bliver sendt ud på havet. Den stigende oliepris gør, at rederne kan se en smule fremad nu, men ingen tør at springe ud og lave store projekter med store ombygninger, siger direktør Christina Ørskov, Orskov Yard.

Hård konkurrence fra Norge
Priserne er dog fortsat udsat for et hårdt tryk. Specielt en hård konkurrence fra sultne norske værfter presser priserne.

- Alle er pressede og sultne, og vi møder stadig flere og flere af vores norske kolleger på markedet. Men det lykkes os at få en del skibe til på grund af vores fleksibilitet og effektivitet, siger Christina Ørskov, der pointerer, at de svage svenske og norske kronekurser gør, at danske værfter er 20 procent bagud på prisen som udgangspunkt.

Karstensens Skibsværfts administrerende direktør har heller ikke noget imod, at den norske krone stiger, men værftet sælger stadig skibe og reparationer til norske redere.

Knud Degn Karstensen fortæller, at værftet differentierer sig fra konkurrencen på det danske marked ved at fokusere på nicher.

- Der er en rimelig konkurrence blandt os, men vi er meget specialiserede, siger direktøren.

Crewbåde giver travlhed
På den jyske vestkyst ligger Hvide Sande Shipyard. Og værftet, der både er et nybygnings- og reparationsværft, havde branchens fjerdehøjeste indtjening i 2015.

- Det går godt. Vi har haft meget at se til inden for servicering af crewbåde til offshore- og vindindustrien. Vi har en fornuftig ordrebog, og vi har nogenlunde samme aktivitetsniveau som 2015, men kan ikke se så langt frem som sidste år, siger direktør Carl Erik Kristensen, Hvide Sande Shipyard, hvor indtjeningen voksede med ½ mio. kr. til et resultat før skat på 11 mio. kr.

Artiklen er en del af temaet Værfter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127