23948sdkhjf

Flere unge kombinerer svendebrev og studenterhue

Stigende antal folkeskoleelever søger ind på EUX-linjerne. Industriens uddannelser halter dog fortsat efter byggeriets.
Flere folkeskoleelever vil kombinere en faglært uddannelse med en studenterhue, den såkaldte EUX-linje.

Det viser tal for tilmeldingen til ungdomsuddannelserne blandt elever fra 9. og 10. klasse.

Sidste år havde 10 procent af de elever, der har søgt en erhvervsuddannelse, ønsket EUX.

I år er det tal vokset til 27 procent og altså mere end hver fjerde elev, der vil have en faglært uddannelse.

I dag er kun tre procent af praktikpladserne som industritekniker, procesoperatør, smed, værktøjsmager og automatik- og procestekniker taget af en EUX-elev.

Håndværkere på kontoret
Hos C.E. Andersen i Nakskov, der arbejder inden for svejsning i rustfri stål har man normalt fem lærlinge, og en er EUX-lærling.

- Vi er generelt åbne for nye tiltag, der kan tiltrække flere unge til industrien. Til trods for, at en EUX-lærling er lidt dyrere, og der har været lidt opstartsvanskeligheder, så er vi meget tilfredse med ordningen, og vi vil helt sikkert tage flere EUX-lærlinge i fremtiden. Vi har brug for dygtige folk på kontoret, som har en håndværksmæssig baggrund, og det tilbyder EUX-uddannelsen jo netop, siger Martin Stærke, direktør i C.E. Andersen.

Nu er det industriens tur
I København har Next Kbh – tidligere Københavns Tekniske Skole – stor succes med EUX-linjer inden for bygge-anlægsuddannelserne, men det halter med at få elever nok på industriens uddannelser.

- Mange unge og deres forældre ved ikke, hvad industriteknikere og værktøjsmagere egentlig laver, og hvad der er af videreuddannelsesmuligheder, for eksempel til maskiningeniør. Det er en barriere for at få flere unge ind på industriens uddannelser. EUX-vejen inden for byggeanlægsuddannelserne er en stor succes, og mange vælger den vej. Nu skal vi have fokus på industriens uddannelser, som antalsmæssigt har haltet efter, siger Carsten Lindbo, uddannelsesleder for EUX-uddannelserne på Next Kbh.

Han oplever, at de lidt større industrivirksomheder er klar til at tage imod flere EUX-lærlinge.

- Vi har oplevet, at eksempelvis Novo gerne vil have flere EUX-lærlinge, men at der simpelthen ikke har været nogen unge. Så praktikpladserne er der, og vi mangler bare flere unge, der har lyst til at uddanne sig inden for industrien, siger Carsten Lindbo.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125