23948sdkhjf

Hænder skaber arkitekttegnede lamper

Louis Poulsens berømte arkitekttegnede lamper bliver fremstillet i hånden. Men derfor kan virksomheden godt forbedre effektiviteten.
Glem alt om automation. På Louis Poulsens lampefabrik i Vejen er det håndværket, der tæller.

Metaltrykker Jan Lorentzen står med sit tunge værktøj og presser en rund metalplade ind mod en roterende form, så det får form som en lampeskærm. Så sætter han sit glattejern til stålet og laver den sidste finish. Et par minutter senere er pladen blevet til en skærm.

Læs flere historier gratis i specialmagasinet Dansk Verdensklasse

- Vi ville ikke få den samme finish, hvis vi lavede skærmene på en maskine, siger produktionsdirektør Søren Schøllhammer.

Mange af lamperne er tegnet af Poul Henningsen i 1930’erne, og virksomheden holder fast i de gamle designs.

- Nogle af lamperne producerer vi faktisk ligesom dengang, de blev sat i produktion, fortæller Søren Schøllhammer.

En af de maskiner, som står uændret, er en slibemaskine, hvor man sliber bladene til Poul Henningsens "Koglen".

Her står Steen Jørgensen og trykker slibebåndene ned mod bladene, så de får en børstet overflade. Han kan se og mærke forskel på bladene fra to forskellige leverancer. Derfor får de også forskellig behandling. Det er noget, som mennesker kan gøre, men som det er svært at få en automatisk maskine til at gøre.

- Vi siger, at vi laver kunsthåndværk i industrikvalitet, siger Søren Schøllhammer.

5-10 procent årligt
Selv om produktionen i høj grad foregår håndværksmæssigt, så forhindrer det ikke, at der fortsat sker effektiviseringer.

Det er et mål at forbedre effektiviteten med 5-10 procent hvert år, og det lever virksomheden op til. Et af tiltagene har været at samle alle funktioner til et bestemt produkt på et lille område, sådan at man undgår for meget transport. Virksomheden har også lige købt nogle lagerautomater, som letter arbejdet med at få de rigtige råemner frem til medarbejderne.

Forbedringerne kommer både fra ingeniørerne og produktionsmedarbejderne.

- Produktionsmedarbejderne kan tit se, hvad der er den rigtige løsning, fordi de står midt i det. Vi involverer dem i at finde løsninger.

Et af Louis Poulsens mest populære produkter er PH Koglen, der blev designet af Poul Henningsen i 1958, og som er blevet produceret lige siden.

Men der er også kommet flere nye produkter til. Louis Poulsen har sat fart i produktudviklingen. Et af de nye produkter er lampen Patera, som er blevet en stor succes. Den laves af lange baner af pvc, som flettes sammen til en rund lampe. Patera er tegnet af den danske designer Øivind Slaatto.

Artiklen er en del af temaet Dansk Verdensklasse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111