Fra Long John til ladcykel – en dansk klassiker
De oprindelige ladcykler blev overhalet af bilen. Nu er de stærkt på vej tilbage, godt hjulpet på vej af solidt dansk design.
Læs flere historier gratis i specialmagasinet Dansk Verdensklasse
Mens det står hen i det uvisse, hvem der første gang lavede en trehjulet ladcykel, så er den tohjulede transportcykel, Long John, fra Fyn. Cyklen blev opfundet i Danmark af cykelfirmaet SCO, der første gang præsenterede cyklen på Wembley World Fair & Exhibition i 1924. Men i takt med at bilerne vandt indpas, forsvandt ladcyklerne og cykelbudene fra gadebilledet.
Hippierne tager over
Der skulle et hippieoprør til at bringe ladcyklerne tilbage i gaderne. I 1971 besatte slumstormere Bådmandsstræde Kaserne og Christiania blev grundlagt. Området var bilfrit, og det fik christianitten Lars Engstrøm, der arbejdede i Christiania Smede, til at bygge en ladcykel til sin kone, Annie. Kort tid efter begyndte de første ordrer at rulle ind, og sådan blev den klassiske Christiania cykel født.
I dag bliver Christiania Bikes, som de hedder nu, samlet på Bornholm. Danskerne har taget så godt imod cyklen, at Christiania Bikes i 2011 fik Klassikerprisen ved Danish Design Award.
Trængsel i storbyerne og ønsket om at transportere sig mere grønt og miljøvenligt har givet ladcyklen en revival, ikke bare i København og Amsterdam, der traditionelt er kendt som cykelbyer, men i hele verden.
Artiklen er en del af temaet Dansk Verdensklasse.