23948sdkhjf

Glas giver gevinst offshore

For at blive stabil nok til at bygge vindmøller til havs løftes verdens største offshore-skib fri af vandet hele 200 gange om året. Ved at skifte stålpropper ud med glas, har virksomheden bag sparet hele 150 fulde vedligeholdelsesdage på to år.
Swire Blue Oceans gigantiske offshore jack-up installationsfartøj findes der kun ganske få af globalt. De bruges til at bygge vindmøller, demontere olie- og gasinstallationer og transportere tunge ting.

Det specielle er, at skibene skal løftes fri af vandet 200 gange om året, hvor en gennemsnits-borerig blot gør det to til fire gange årligt. De mange løft stiller enorme krav til den løbende vedligeholdelse af fartøjets mange systemer og komponenter.

Store tidsbesparelser

Skibenes ben jackes op og ned ved hjælp af store gearbokse. Disse skal med jævne mellemrum efterses for at sikre, at de har det fornødne olieniveau. En nødvendig vedligeholdelsesproces, der er en forudsætning for både sikkerhed og drift ombord.

”Tidligere skulle samtlige to gange 108 stålpropper i gearboksene skrues ud en gang om ugen, tjekkes og sættes i igen. Hver stålprop skulle drejes cirka 10 gange, og processen tog en mandedag om ugen, hvilket var både dyrt og tidskrævende,” fortæller Niels Ebbe Folkmar, deck machinery superintendent fra Swire Blue Ocean.

For der er sket en forandring.

- Besætningen fik den gode idé, at et gennemsigtigt medie som for eksempel PVC, glasfiber eller rent glas ville gøre processen hurtigere og nemmere. Det viste sig at være en rigtig god idé – både sikkerhedsmæssigt, men også omkostningsmæssigt. Nu tjekker vi kun olien en gang om måneden og undgår de mange manuelle arbejdsgange. Og processen tager kun en time i dag, forklarer Niels Ebbe Folkmar.

Glas blev valgt frem for andre materialer, fordi det hårde miljø med salt, vand og UV-lys betyder, at ikke alle materialer er lige anvendelige. Det var for eksempel afgørende, at løsningen ikke kontaminerede olien.

Plastic blev udelukket, da materialet ikke er vejrbestandigt, bliver skørt, går i stykker, og i værste fald ville kunne ødelægge tandhjul mv. PVC er heller ikke egnet til at holde tæt og ville gå i stykker, når det skulle skrues i og af mange gange. Desuden var det uvist, hvordan PVC ville arbejde sammen med et stålgevind.

Mirit Glas blev valgt

Swire Blue Ocean bad derefter om tekniske løsningsforslag hos flere virksomheder, og man kom længst med Mirit Glas.

- De var så venlige at møde op om bord på skibet i Esbjerg og gav i det hele taget indtryk af, at de virkelig ønskede at løse vores problem. De var gode til at få snakket med besætningen, målt diameter, stigning, gevind og så videre. Hurtigt fik de lavet en prøvemodel, så vi kunne teste deres løsning på forhånd. Løsningen bestod af et hus af rustfrit stål med glas i, også kaldet flancher med skueglas, siger Niels Ebbe Folkmar.




Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078