23948sdkhjf

Industrien kommer hjem af egen lyst

Kent Damsgaard, vicedirektør i DI, mener, at industriens hjemtagning tidligere bundede i fejlslagen outsourcing til lavtlønslande. I dag er hjemtagning et positivt tilvalg
En undersøgelse blandt Dansk Metals tillidsrepræsentanter viser, at danske industrivirksomheder fortsætter med at flytte produktion tilbage til Danmark. 30 procent af de adspurgte tillidsrepræsentanter arbejder i virksomheder, som har flyttet produktion tilbage til Danmark i løbet af det seneste år.

Flere danske industrivirksomheder henter produktion hjem til Danmark, viser en undersøgelse fra Dansk Metal. Hvorfor gør de det?
- Vi fornemmer, at der særligt indenfor de sidste par år er sket en stigning i hjemtagning til Danmark. Og det er rigtigt positivt. Tidligere skyldtes hjemtagning ofte fejlslagen udflytning, da opgaven simpelthen var større end man havde regnet med. Nu skyldes hjemtagningen i højere grad strategiske overvejelser og for at udnytte de styrker, vi har i Danmark i forhold til at kunne producere fleksibelt, i høj kvalitet og tilpasset den enkelte kunde.

Hvad er de største barrierer for at få flere danske industrivirksomheder til at hjemtage yderligere produktion?
- En af vores største styrker er uden tvivl vores medarbejdere – at vi i Danmark har rigtig dygtig arbejdskraft. Men desværre, så kan frygten for at få vanskeligheder ved at rekruttere yderligere medarbejdere også være den største barriere for at udvide forretningen i Danmark. Derudover betyder en række afgifter og skatter pålagt danske produktionsvirksomheder fortsat meget rundt omkring på mange virksomheder.

Hvilke politiske barrierer er der for, at flere industrivirksomheder vil hjemtage produktion til Danmark i dag?
- Adgangen til kvalificeret arbejdskraft og omkostningsniveauet herunder skatter og afgifter.

Hvad skal der til for, at det bliver endnu mere rentabelt for danske industrivirksomheder at flytte produktion tilbage til Danmark?
- Udover kvalificeret arbejdskraft og fortsat fokus på at sikre konkurrencedygtige skatter og afgifter, så handler det om at styrke den produktionsrettede forskning og samarbejdet mellem forskningsmiljøer og virksomheder, det handler om at sikre en effektiv infrastruktur, så varerne kan transporteres til og fra virksomheder – og så skal vi sikre, at flere små og mellemstore virksomheder kommer til at investere i ny teknologi.

Hvilke trends er dominerende i forhold til outsourcing og hjemtagning af produktion?
- Globalt har vi i flere år set en tendens til, at produktionsvirksomheder af strategiske årsager samler sig med produktion et enkelt sted til det amerikanske marked, et andet sted til det europæiske og et sted til markederne i Asien. Det har ført til, at amerikanske virksomheder har trukket produktion hjem fra for eksempel Kina til USA og europæiske virksomheder ligeledes hjem til Europa. Her har vi dog i flere år set hjemtrækningen særligt sker til Østeuropa og i meget begrænset omfang til Danmark.

Øget brug af automation og robotter bliver angivet som en central årsag til øget hjemtagning. Hvordan bliver danske industrivirksomheder rustet til at implementere ny teknologi og automation?
- Det er et helt afgørende spørgsmål, som vi har sat øverst på vores agenda. Dansk Industri har nedsat en digitaliserings-taskforce, der udarbejder forslag både til den enkelte virksomhed og til, hvad der kan gøres yderligere politisk for at understøtte denne omstilling. Det handler om viden, det handler om at sikre flere medarbejdere med de rette teknologi-kompetencer og så at gøre det økonomisk mere attraktivt at investere i de mindre virksomheder, så de bliver kapitalmæssigt bedre rustet til investeringerne.

Hvordan forventer DI, at udviklingen vil fortsætte de kommende år. Vil vi se mere hjemtagning eller outsourcing af dansk industriproduktion?
- Dansk industri er stærk og er på vej frem. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at den udvikling fortsætter. Jeg tror, at hjemtagningen vil fortsætte, men danske produktionsvirksomheder vil fortsat samtidig oprette mange arbejdspladser i udlandet også. Og det kan være positivt, når det er led i at erobre nye markeder og kunder. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at virksomheder, der vil producere i Europa, allerhelst vil ligge i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094