23948sdkhjf

Smeden fra Hadsten er på Facebook

Sociale medier fylder mere hos B2B-virksomheder. Hos Hadsten Smede- og Maskinværksted bringer Facebook og Youtube virksomheden tættere på kunderne
Selvom man ikke arbejder med private forbrugere som kunder, så er mange små og mellemstore B2B-virksomheder på Facebook.

En undersøgelse foretaget af Eniro viser, at 40 procent af alle danske B2B-virksomheder er på Facebook. Det tal er vokset med 9 procent på bare et enkelt år.

Men når man kun handler med andre virksomheder, skal man så bruge tid og ressourcer på sociale medier som Facebook og Linkedin?

- Ja, lyder det korte svar fra Jacob Mouritzen, ekspert i sociale medier og områdedirektør for kommunikation og kreativitet hos Mindshare.

- B2B-virksomheder og sociale medier er et rigtigt godt match. Et B2B-salg sker ikke impulsivt i supermarkedet, men handler ofte om relationer og tillid der bliver bygget op over tid. Det kan sociale medier som Facebook eller Linkedin hjælpe med til, siger Jacob Mouritzen.

Han peger på, at kontakten til kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere ved hjælp af sociale medier er anderledes og mere menneskelig, end hvad man kan med en brochure eller nyhedsbrev.

- Hvis du som virksomhed gerne vil vurderes på andre parametre end bare pris, så er sociale medier et godt sted at vise et menneskeligt ansigt. Samtidig kan det være en god platform til at komme i dialog med potentielle kommende medarbejdere, siger Jacob Mouritzen.

Smeden fra Hadsten er på Facebook
Hos Hadsten Smede- og Maskinværksted er man aktive på både LinkedIn, Facebook og Youtube.

Knap 1.000 Facebook-brugere synes godt om smedevirksomheden på Facebook, ligesom værkstedet har små sjove videoer og produktpræsentationer på Youtube.

- Vi har brugt både Facebook og Youtube i flere år. Vi har både store entrepriser for andre virksomheder og små opgaver for private. Vores Facebook-side henvender sig til begge grupper, siger Stefan Laugesen fra Hadsten Smede & Maskinværksted.

Det er ham og virksomhedens ejer, Jes Kristensen, der opdaterer profilen med billeder og videoer.

- Vi lægger billeder og videoer op, når vi har lavet en interessant opgave. Det gode ved sociale medier er, at man kan se, om folk synes, det er interessant. Hvis ingen deler eller liker, så skal man ikke lave den slags igen, siger Stefan Laugesen.

På Facebook er det primært billeder og små videoer fra interessante opgaver der bliver lagt på. Men når ejeren af VVS-virksomheden i nabolaget fylder rundt, så får han også lige en hilsen med på vejen fra Hadsten Smede- og Maskinværksted.

Skaber god stemning
Det kan være svært direkte at måle værdien af at være på sociale medier, men det giver kunderne et indblik i, hvilke kompetencer virksomheden har, og skaber tættere uformelle relationer til kunderne. Men det må hverken koste for meget i tid eller penge.

- De fleste har alligevel en mobiltelefon i lommen, så det er bare at tage billeder, når man er ude på en sjov opgave. Det skal være hurtigt og ikke tage for meget tid.

Youtube-videoerne hjælper smedevirksomheden til at blive vist, når potentielle kunder søger på Google efter smedekompetencer i det østjyske.

- Youtube er ejet af Google, og de to sider hænger sammen. Vi laver både sjove videoer og mere klassiske præsentationsvideoer af stansning, skæring på værkstedet og opgaver der er lavet uden for virksomheden, siger Stefan Laugesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079