23948sdkhjf

Robotter skal give juridisk bistand

Kunstig intelligens vil barbere prisen på juridisk bistand hos mange mindre virksomheder. Nyt dansk firma tager kampen op mod den etablerede advokatbranche.
Det er ikke kun produktionslinjerne, der bliver automatiseret og udsat for en gennemgribende digitalisering i disse år. Det samme er ved at ske på administrationsgangene.

For i den nære fremtid kan kunstig intelligens og robotter gøre arbejdet både hurtigere og billigere.

I Danmark er Legal Desk blandt de første til at erstatte levende advokater med intelligente digitale formularer. De to unge advokater Simon Eklund og Anders Lyager Kaae har skabt en digital selvbetjeningsløsning, som erstatter advokater med digitale spørgeskemaer.

Virksomheden udfylder en række spørgsmål online via en intelligent formular, eksempelvis en ansættelseskontrakt eller ved oprettelse af et selskab, og så kommer der et færdigt juridisk dokument ud som PDF, klar til underskrift.

- Vi har automatiseret en række juridiske processer, som tidligere har krævet advokatbistand til mellem 2.000 og 4.000 kr. i timen. Nu kan vi gøre det markant billigere, fordi det en computer, der laver arbejdet. Det kan være at stifte et selskab, udfærdige en ansættelseskontrakt, eller et gældsbrev, siger Anders Lyager Kaae.

Opgavelisten skal udvides
Opstår der problemer undervejs, sidder Legal Desk klar med en chatfunktion.

- Vi er de eneste, der tilbyder automatiserede løsninger til erhvervskunder. Indtil videre er det nogle relativt simple opgaver, som vi har automatiseret. Det betyder dels, at risikoen for misforståelser hos vores kunder er små, og risikoen for fejl minimeres. Men med tiden vil vi helt sikkert kunne udvide listen over juridiske kompetencer, siger Anders Lyager Kaae.

Ambitionerne er store hos Legal Desk. Næste skridt er at udvide til Norge og Sverige.

Ross klarer fire mands arbejde
I dag bruges der enorme menneskelige ressourcer på at lede efter lovparagraffer, juridiske afgørelser og udfaldet af domme i lignende sager.

Derfor har det store amerikanske advokatfirma Baker & Hostetler som det første advokatfirma i USA ansat robotten Ross til at løse juridiske opgaver i sin konkurs-afdeling.

Ross er bygget ud af IBM’s kognitive computer Watson. Robotten virker ved, at en advokatkollega stiller Ross et spørgsmål, og så researcher Ross sig igennem tidligere afgørelser og præcedens og giver et svar.

Ved hjælp af machine-learning bliver Ross hurtigere og bedre i takt med, at softwaren bliver fodret med nye data. Men da det halter gevaldigt med en konsistent digitalisering af retskredsenes domme og afgørelser, er det svært for Ross at komme i gang på dansk grund.

- Vi oplever en stor interesse fra brancheforeninger og virksomheder for at automatisere juridisk research med IBM’s kognitive computer Watson. Desværre er der stor forskel på hvilke afgørelser og domme, der bliver offentliggjort digitalt, og derfor er det svært at sætte Watson til at researche, når resultatet bliver ufuldstændigt. Men der vil være enorme besparelser ved at bruge kunstig intelligens til juridiske processer, både hos advokatbranchen, men også i det offentlige, som bruger mange ressourcer for at finde rundt i regler og bekendtgørelser, siger Anders Quitzau, Innovationschef i IBM Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097