23948sdkhjf

Vinder tager ny runde med FoodTech Challenge

DuPonts team vandt 2014-udgaven af FoodTech Challenge, som er en del af FoodTech-messen. DuPont deltager i konkurrencen igen i år for både at se de unge talenter an, men også for at vise de studerende, hvordan man arbejder med innovation i en kommerciel virksomhed.
Der er flere årsager til, at ingrediensproducenten DuPont nu for anden gang deltager i FoodTech Challenge.

For det første er det en gylden chance for at se nogle unge talenter an, men lige så vigtigt er en konkurrence som FoodTech Challenge DuPonts mulighed for at vise de studerende, hvordan virksomheden arbejder med innovation, forklarer Niall Young, der er såkaldt technical fellow i DuPont.

Derfor søger man i caseopslaget efter så forskelligartede profiler som en fødevareforsker, en journalist, en filosof og en ingeniør

- Det er den måde, vi arbejder på. Når vi i DuPont skal køre store projekter, er det ikke bare fødevareforskere, vi hiver ind. Vi skal også bruge folk, der evner at tænke kommercielt, evner at kommunikere og så videre. Hvis ikke vi kan sælge vores produkt som en god historie, er det op ad bakke - uanset hvor teknisk godt et produkt det er, siger Niall Young.

Vinderidé: Shake på mælkepulver
Niall Young vil fungere som coach for det fem mand store team, der skal arbejde på DuPonts case i løbet af de tre dage, som konkurrencen varer. I lighed med 2014-konkurrencen bærer casen overskriften "Hvordan interagerer vi med mad i fremtiden?", og så er det sådan set op til de studerende at udvikle nogle ideer.

I 2014 resulterede det i ideen om en specielt designet vandflaske med indbygget bakteriefilter, som kunne bruges i katastrofeområder. Flasken var desuden udstyret med en pose med en blanding af mælkepulver, hydrokolloider og vitaminer, der kunne rystes til en drikbar og proteinrig ernæringsshake - blandt andet inspireret af den dengang forestående afskaffelse af EU’s mælkekvoter, der, har det også siden vist sig, førte til en overproduktion af mælk på verdensmarkedet.

Den idé var så god, at DuPont-teamet vandt det års FoodTech Challenge. DuPont gik faktisk også videre med ideen for at kommercialisere den, fortæller Niall Young, men udviklingen strandede på en række store omstruktureringer og besparelser i virksomheden.

Godt klædt på til fremtiden
Niall Young håber, at dette års idé er så god, at den efterfølgende kan udvikles kommercielt, men ellers handler det først og fremmest om at give de studerende et indblik i, hvad der kræves for at arbejde kommercielt med innovation.

- Vi ser gerne, at vores medarbejdere fordyber sig, men vi har også deadlines, der skal overholdes. Så der er en konkurrence som den her en mulighed for at sige: "I må meget gerne gå i dybden med det her emne, men I skal levere varen om tre dage", siger Niall Young og tilføjer:

- Så er de studerende også godt klædt på til at komme ud i den kommercielle verden bagefter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078