23948sdkhjf

Industrien retter ind efter Arbejdstilsynet

Afgørelser fra Arbejdstilsynet motiverer virksomhederne til at få styr på arbejdsmiljøet, og to år efter en afgørelse har over 90 procent af virksomhederne løst deres problem, viser ny rapport
For langt de fleste virksomheder er en afgørelse fra Arbejdstilsynet nok til, at problemerne bliver bragt i orden.

Det konkluderer en undersøgelse, som rådgivningsvirksomheden Cowi har lavet for Arbejdstilsynet.

Af de virksomheder, der har fået en afgørelse om ulykkesrisici rapporterer 97 procent af dem, at de ’fuldt og helt’ eller ’i høj grad’ har løst arbejdsmiljøproblemet.

For virksomheder med afgørelse om muskel-skeletbelastninger svarer 91 procent, at de ’fuldt og helt’ eller ’i høj grad’ har løst arbejdsmiljøproblemet, mens det for virksomheder, der har fået en afgørelse om det psykiske arbejdsmiljø er 86 procent.

Følger en trend

Når over 90 procent af virksomhederne retter op på arbejdsmiljøproblemerne efter en afgørelse fra Arbejdstilsynet, så er det et udtryk for, at sætter man fokus på noget, så bliver det løst.

Det mener Steen Hoeck Klausen, branchechef i Arbejdsgiverne. Han synes derfor, ikke det er overraskende, at en ny rapport viser, at kontrol har en positiv effekt i virksomhederne.

- Hvis man i en virksomhed har mange faldulykker, vil det blive taget op på et ledelsesmøde. Virksomhederne løser på den måde de udfordringer, de har, siger han.

Rapporten rammer desuden en trend, der lige nu er på arbejdsmiljø, mener Steen Hoeck Klausen.

- Virksomhederne vil have sunde medarbejdere og som ikke kommer ud for ulykker på arbejdspladsen. Det er både noget ledelsen og også medarbejderne selv har fokus på. Sammen med en fokuseret indsats fra Arbejdstilsynet er det med til at skabe en trend, siger han.

Dataindsamlingen i forbindelse med undersøgelsen har omfattet en telefonbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 622 virksomheder, der har modtaget en afgørelse i forbindelse med et risikobaseret tilsyn for to år siden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125