23948sdkhjf

Fra én til 12 mand på fire år

Nordturn Maskinfabrik er på fire år vokset fra at beskæftige én mand til 12.

28-årige Lasse Gadensgaard tager nu næste skridt med sin vækstvirksomhed Nordturn Maskinfabrik, som ligger i Dronninglund 30 kilometer nordøst for Aalborg. Han har netop overtaget Bøgelund Maskinværksted fra Hørby ved Sæby.

Bøgelund er en enkeltmandsvirksomhed ejet af Brian Severinsen, der har specialiseret sig i produktion af mindre serier og prototyper på henholdsvis et bearbejdningscenter og en drejebænk. Såvel Brian Severinsen som de to spåntagende maskiner flytter med over i Nordturn Maskinfabrik.

Med overtagelsen udvider Nordturn Maskinfabrik forretningen med et nyt forretningsområde i form af større emner.

- Fremover kan vi dreje emner op til Ø350 millimeter og med en drejelængde på 500 millimeter. Herudover får vi bearbejdningscentret i hus, så vi kan fræse emner, som vi hidtil kun har kunnet producere i drejebænken. Jeg får ikke blot to nye maskiner, som passer til dette setup med produktion af større emner, jeg får også en ny mand med Brian Severinsen, der har den nødvendige kompetence, siger Lasse Gadensgaard, der ejer og leder underleverandørvirksomheden.

Maskiner i ny hal
De to maskiner skal i løbet af december transporteres fra Hørby 15 kilometer mod syd til Nordturns nye produktionshal, som Lasse Gadensgaard er ved at få bygget i forlængelse af den eksisterende hal i Dronninglund. Udvidelsen er på 555 kvadratmeter og er en fordobling af det nuværende produktionsareal.

Forventet opstart er i begyndelsen af 2017.

I den nye hal bliver der også plads til en ny maskininvestering: Et fuldautomatiseret ultralydsvaskeanlæg, som primært skal bruges til emner målrettet fødevareindustrien, som stiller skrappe krav til hygiejnen. Også et eksisterende saveanlæg bliver flyttet ud i den nye hal.

Brian Severinsen fortsætter i det nye regi som menig maskinarbejder.

- Jeg var lidt træt af at gå alene med tingene og glæder mig til at blive en del af den her organisation, siger Brian Severinsen.

Paller med pilespidser
Yderligere en opgave er med i pakkeløsningen. Brian Severinsen har en egenproduktion af pilespidser til bueskydning. Det var netop dette produkt, der førte Brian Severinsen og Lasse Gadensgaard sammen.

Pilespidserne blev tidligere produceret i Kina, men Nordturn Maskinfabrik kom med et godt tilbud, og herefter blev ordren på 5.000 styk pilespidser hentet hjem til Dronninglund i 2015.

Siden er produktionen steget betydeligt. Næste år hedder forventningerne produktion af 90.000 styk pilespidser.

Brian Severinsen fortsætter i øvrigt med at have rettighederne til salget af pilespidserne.

Flere af underleverandørens kunder har - ligesom Brian Severinsen - trukket deres produktion hjem fra Østen og placerer nu ordrerne i Dronninglund.

- Vi har en høj grad af automatisering, det er derfor, vi kan producere til konkurrencedygtige priser, siger Lasse Gadensgaard, der altid har haft et godt øje til ubemandet produktion.

Målet for 2017 bliver at få oplært og rekrutteret arbejdskraft, således at produktionen kan udvides til to skift. Lige nu beskæftiger underleverandøren 12 mand, hvoraf de tre er industriteknikerlærlinge.

- Vi har en maskinpark, der er gearet til ubemandet produktion. Vi mangler blot nogle få dygtige medarbejdere, der kan køre med maskinerne. Hvis vi som underleverandør skal fortsætte med at være konkurrencedygtig, skal vi være langt bedre til den ubemandede drift, siger Lasse Gadensgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078