23948sdkhjf

Robotter skal sortere storskrald for Vestforbrænding

Danmarks største affaldsselskab, Vestforbrænding, har iværksat et forprojekt, hvor robotters evner til at affaldssortere skal testes. Robotproducenterne får leveret skraldet direkte til døren
Vestforbrænding, som ejes af 19 kommuner, leder konstant efter nye muligheder og ny teknologi, som kan øge genanvendelsen for det affald, der ikke kan kildesorteres. Og nu retter selskabet blikket mod robotteknologi.

Affaldsselskabet med hovedsæde i Glostrup vil forsøge sig med højteknologiske robotsorteringsanlæg, som kan eftersortere storskrald og andet blandet affald.

Målsætningen er at øge genanvendelsen af det kommunale affald fra nuværende 56 procent til over 60 procent.

I første omgang skal en række endnu ikke udvalgte robotproducenter sortere storskrald i løbet af foråret. Resultaterne af forsøgene skal munde ud i et fuldskalaprojekt, som skal være i drift i 2018.

Hos Vestforbrænding glæder man sig over, at ejerkredsen har sagt ja til - i første omgang - forprojektet.

- Jeg er super spændt på at se resultatet af testprojektet, siger Peter Basland, direktør i Vestforbrænding, til AutomationsFokus.

Løft af affaldskvalitet og arbejdsmiljø
I forprojektet får robotproducenterne rig mulighed for at vise deres kunnen indenfor affaldssortering.

- Testprojektet skal være så virkelighedsnært som muligt, og derfor vil vi løbende levere affald til de robotproducenter, som skal deltage i forsøgsperioden, forklarer Peter Basland, og fortsætter:

- Indholdet i affaldet ændrer sig over tid, og det skal robotterne naturligvis også kunne klare.

Robotterne stilles også overfor store krav fra Vestforbrænding, der betjener omkring 900.000 borgere og 60.000 virksomheder med affaldshåndtering, når det gælder omfang.

Robotanlægget skal kunne sortere genanvendelige materialer ud af 20.000 tons brændbart fra storskraldsordningen og højne kvaliteten af 40.000 tons træ fra genbrugsstationerne.

- Generelt ønsker vi at højne renheden af det, der skal genanvendes, og især indenfor træaffald forventer vi et kvalitetsløft, siger Peter Basland, som nævner endnu en gevinst ved sorteringsrobotterne:

- Robotterne skal overtage de mest belastende, manuelle arbejdsprocesser, så medarbejdernes arbejdsforhold vil blive forbedret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189