23948sdkhjf

Addifab udvikler selvtænkende 3D-printer

Sjællandske Addifab har forberedt en egenudviklet 3D-printer til at indgå direkte i en produktionslinje. Nyt projekt, støttet af Innovationsfonden, skal integrere og automatisere 3D-print yderligere.
Projektet hedder 3DIMS – 3D-Printing Integrated Manufacturing System - og udspringer af en række forsøg på at forvandle en 3D-printer til en industriel produktionslinje.

Jyllinge-virksomheden Addifab har, med udgangspunkt i høreapparatsindustriens behov, udviklet en 3D-printer og tilhørende procesudstyr, som med øget proces-automatisering kan løfte produktivitet, kvalitet og reproducerbarhed.

3DIMS-projektet er et samarbejde mellem DTU Mekanik, DTU Compute og virksomhederne Sintex, Elos Medtech samt den to år gamle sjællandske virksomhed Addifab, hvis administrerende direktør, Lasse G. Staal, ser et stort potentiale i det selvtænkende 3D-printer-system.

3D-print skal være mere end prototyper
- I dag anvender mange industrivirksomheder primært 3D-print til fremstilling af prototyper, siger Lasse G. Staal til AutomationsFokus.

Brugen af 3D-print i eksempelvis metalindustrien begrænses af barrierer som manglende skalerbarhed, reproducerbarhed og kvalitetssikring.

- Vi ønsker at gøre op med disse barrierer og understøtte egentlig volumenproduktion, siger Lasse G. Staal, og fortsætter:

- 3D-print er en krævende disciplin, og særligt indkøring af nye komponenter kan være omstændelig og kræver stor viden hos den enkelte medarbejder. Slutmålet med 3DIMS er et 3D-printer-system, der leverer beslutningsstøtte – og gerne selv definerer – materialevalg, procesparametre og kvalitetsmål, baseret på den foreliggende kravspecifikation.

Mangel på digital infrastruktur
Addifab blev grundlagt i december 2014 af Lasse G. Staal, Jon Jessen og Peter Lund Sørensen og tæller i dag 12 ansatte inklusiv forskere og studiemedarbejdere fra DTU. De tre stiftere har alle baggrund i høreapparatsindustrien, som også hidtil har været virksomhedens primære fokus:

- Vores fokus ligger på præcisionsemner, som er mindre end 10 centimeter i tværmål, og en af de første produktionsplatforme vi har etableret er rettet mod produktion af silikonepropper til høreværn, siger Lasse G. Staal, og fortsætter:

- Men i fremstillingsindustrien mangler der en digital infrastruktur svarende til den, der er blevet udviklet til høreapparatindustrien.

Den infrastruktur skal 3DIMS-samarbejdet blandt andet bidrage til at etablere, og fremadrettet vil AddiFab udvide med produktion af keramiske og metalliske emner samt tilhørende procesunderstøttelse.

Innovationsfonden støtter projektet, som fra første januar 2017 løber over tre år og har et samlet budget på 22 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219