23948sdkhjf

Personalet på Møllegården slipper for at slæbe: Trille klarer vasketøjet

Robotten Trille kører med vasketøj mellem beboelser og vaskerier på plejehjemmet.
På Seniorcenter Møllegården i Gladsaxe Kommune slæber personalet sig ikke længere en pukkel til, når de skal vaske vasketøj for beboerne fra plejehjemmets 50 boliger.

Den klarer Trille...

Trille er en transportrobot, der siden maj måned har transporteret vasketøj på Møllegårdens lange gange.

Den ligner egentlig blot et stort, hvidt skab. Men når først Trille er på farten, de grønne og blå lys bevæger sig i bunden og en robot-stemme giver advarsler om robottens færden, er man klar over, at der ligger masser af algoritmer, teknologi og hårdt arbejde bag robotten, der praktisk talt er et selvkørende, lavt rullebord med et stort, hvidt metal-bur ovenpå.

En halv mio. kr.
Trille er ikke blot en fiks idé, som Seniorcenter Møllegården har afprøvet for den fremadstormende robotvirksomhed Blue Ocean Robotics. Gladsaxe Kommune har investeret en halv mio. kr. alene i robotten. Derudover kommer udgifter til IT - og til en lang række medarbejder-ressourcer, herunder til formidlingskonsulent i Enhed for Velfærdsteknologi, Camilla Lynge Ellitsgaard, der har arbejdet på projektet fra dag et.

Et projekt, der er oplagt på Møllegården, hvis boliger er spredt over et geografisk stort område og hænger sammen via underjordiske gange.

- Vi kiggede på forskellige plejehjem, da vi fik en henvendelse fra Blue Ocean, men Møllegården var klart det mest oplagte. Plejehjemmet er oprindeligt bygget med omkringliggende ældreboliger, der sidenhen er inddraget til plejeboliger. Det betyder, at 50 af seniorcentrets 91 boliger ikke er placeret på det oprindelige plejehjem, men kun nås ved at gå udenfor eller ved at gå ad lange, underjordiske gange, forklarer hun.

Ringe arbejdsmiljø med slæb
Den vanskelige logistik har betydet, at medarbejderne på plejehjemmet i årevis har slæbt vasketøjet til og fra vaskerierne. Nogle gange på sækkevogne, andre gange under armen.

- Vaskeopgaven har fyldt rigtig meget hos personalet. Det har været opslidende. Både at transportere vasketøj på sækkevogne, men også de mange hundrede meter, personalet skal gå med transporten, har været en udfordring. Derudover kommer frustrationer, når kollegaen lige glemte at tage vasketøj med retur, eller der ikke blev fyldt op i vaskeposerne, fortæller souschef på Møllegården, Lisbeth Møller Hansen.

Trille er udstyret med et kort over plejehjemmets grundplan. Blue Ocean Robotics har målt hver en kvadratcentimeter af plejehjemmet op for at tilrettelægge ruter og fylde data på Trille.

En lokal smed, Lars Jensen fra firmaet CJ montage, har lavet buret, som kan fyldes med vaskeposer, i samarbejde med enhed for velfærdsteknologi i Gladsaxe Kommune.

Alle kan betjene den
Da Trille blev implementeret, besluttede Møllegården sig for at omplacere vaske-opgaven fra plejepersonalet til rengøringen. Målet var at skabe bedre arbejdsmiljø og mindre arbejdsbelastning for personalet og i sidste ende mere tid til borgerne.

To rengøringsassistenter og plejepersonalet blev lært op i at bruge Trille. Alle skal nemlig være i stand til at kalde Trille til sig, når den skal køre på "mission" fra sin dockingstation til en afdeling eller til et af husets tre vaskerier.

Susanne Frandsen og Berit Rasmussen arbejder begge i vaskeriet til daglig, og har haft tæt kontakt til robotten fra starten.

- Det afgørende er, at man ikke har berøringsangst over ny teknologi, for når man først er ovre det, så er det som en leg. Det er super nemt, og alle kan betjene den, siger rengøringsassistent Susanne Frandsen.

Souschefen er enig:

- Det kræver, at personalet kan betjene en iPad og forstå logikken i at lave en køreliste. Og det er primært dét, forklarer Lisbeth Møller Hansen.

Camilla Lynge Ellitsgaard har været led mellem plejehjemmet og robot-virksomheden, blandt andet når der opstod udfordringer undervejs.

Har der været bump på vejen i implementeringen?

- Det er der nok altid, også i dette projekt. Men ikke flere, end vi har kunnet håndtere dem, siger hun.

- Lige nu er bumpet, at aftenvagterne som noget nyt skal fylde Trille op. Det er en rutine, der skal køres ind. Og nogle gange bliver det glemt, siger Lisbeth Møller Hansen.

Hvordan har beboerne taget imod Trille?

- Rigtig fint. Vi oplever ingen frygt for noget ukendt. Beboerne er bare glade for, at de får deres tøj hurtigere retur end tidligere. Og det er en beboer, der har fundet på navnet, siger Lisbeth Møller Hansen.

Robotten - en uundværlig kollega
Blue Ocean Robotics har arbejdet tæt sammen med Seniorcenter Møllegården for at integrere transportrobotten Trille i plejehjemmets dagligdag. Virksomheden har stået for en stor del af implementeringen af Trille, og to rengøringsmedarbejdere har fået kyndig vejledning i den betjeningsvenlige af Blue Oceans medarbejdere.

Souschef på Møllegården, Lisbeth Møller Hansen, kalder samarbejdet med Blue Ocean Robotics for det mest professionelle, hun har oplevet til dato. Robot-virksomheden har hele tiden lyttet til personalets idéer og effektivt ført dem ud i livet.

Implementeringen er, i forhold til medarbejderne, gået ret smertefrit, siger Lisbeth Møller Hansen.

- Vi har ikke oplevet en modstand mod en ny teknologi i huset. Tværtimod – medarbejderne har bare været glade for at slippe for de tunge løft og slæbet af sækkevogne med vasketøj.

Rikke Risager, vice president of Innovation hos Blue Ocean Robotis, erkender, at robotter stadig er en eksotisk størrelse for mange og kan kræve lidt overvindelse at få integreret i hverdagen.

- Det er ikke så meget det tekniske, der er udfordringen, men snarere det at ændre kulturen og få noget nyt som en robot til at fungere som en naturlig del af arbejdet, siger Rikke Risager.

I øjeblikket har Trille kun opgaver i vaskeafdelingen, men mulighederne for den fremtidige anvendelse er store, siger Rikke Risager.

- Skifter man den øverste del af robotten, vil Trille også kunne køre med mad, brugt service eller sågar med affald. Med 13 kilometers kørsel på en opladning er udnyttelsesmulighederne i hvert fald mange, siger Rikke Risager

Trille bliver
Seniorcenter Møllegården har planer for robotten Trille. Transportrobotten er en fast del af hverdagens rutiner. Næste stop er taxakørsel, hvor man bruger robotten til at køre ud til enkelte boliger i specielle ærinder. Derudover tænker Møllegården formentlig snart robotten ind i depotopfyldning og linnedvask.

Robotten Trille

Tidligere kørte plejepersonalet sækkevogne med tøj til kun få beboere af gangen. Trille kan transportere til 10 beboere per kørsel.
Trille kan transportere op til 100 kilo.
Trille tager selv elevatoren.
Plejehjemmet har betalt for at skifte beboernes egne vasketøjskurve ud med vaskeposer, så Trille kan rumme så meget som muligt.
Plejepersonalet fylder vasketøj i buret hver aften.
Robotten kører hver morgen til vaskeriet med det vasketøj, den har opsamlet dagen før.
Efter vask sendes robotten hen til de stuer, hvor det rene tøj lægges på plads af de to rengøringsassistenter.
Det er kun personalet, der går ind i lejlighederne for at hente vasketøj. Trille sørger udelukkende for den praktiske transport.
Robotten er en MiR100 og kan betjenes med Ipad, computer eller telefon.
Robotten kan give beskeder - for eksempel "Jeg bakker. Pas på!".
Den har scannere og 3D-kameraer, som gør den i stand til at køre uden om langsomt gående beboere - for eksempel med rollatorer eller kørestole.
Trille kan køre i 13 timer og 20 km uden opladning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11