23948sdkhjf

Industritekniker fik boostet selvtilliden

Nikolaj Vadstrup er uddannet industritekniker på Grundfos. Som lærling har han deltaget i DM i Skills for industriteknikere to gange og en gang til VM. Han vurderer, at de faglige konkurrencer giver erhvervs-uddannelserne et tiltrængt imageløft.

Der er VM i Skills 2017 i Aalborg den 26.-28. janaur. Vi har talt med tidligere deltager og uddannet industritekniker Nikolaj Vadstrup om, hvad Skills har givet ham.

Hvad fik du ud af at være med til DM i 2014 og 2015 og VM i Skills i 2015?
- Jeg har fået helt enormt meget ud af det, både fagligt og personligt. Da jeg valgte en erhvervsuddannelse i stedet for gymnasiet, var der ikke mange af mine venner, der forstod det, og jeg var da også selv i tvivl. Men efter DM i Skills fik jeg min faglige stolthed tilbage, og jeg blev sikker på, at jeg valgte rigtigt som industritekniker. Turen til Brasilien, hvor jeg deltog i VM i CNC-drejning, var en stor personlig oplevelse, som jeg ikke glemmer.

Hvad er dine fremtidsplaner?
- Jeg er startet på en uddannelse som diplomingeniør i global management og manufacturing på Aarhus Universitet i Herning. Jeg vil gerne fortsætte i industrien. Det er her den teknologiske udvikling rykker mest, og hvor jeg kan se flest karrieremuligheder på sigt.

Hvorfor skal man tage forbi Gigantium i Aalborg og se DM i Skills?
- Selvom jeg er uddannet og ikke deltager, tager jeg til Aalborg for at se DM i Skills. Det er fedt at se så meget godt håndværk, og den stolthed der lyser ud af lærlingene. Jeg skal afsted for at få inspiration og møde andre i industrien.

Hvordan får vi flere unge ind i på industriens uddannelser?
- Jeg synes, vi skal være mere åbne i industrien. De fleste unge ved, hvad en mekaniker eller tømrer laver, men ikke hvad en industri- eller automatiktekniker laver. Mange kører forbi industrivirksomheden og ser bare et stort hegn og en firkantet klods i midten. Jeg kom ind på Grundfos efter at have været til åbent hus for folkeskoleelever. Vi skal være bedre til at vise indersiden af bygningen frem, så de unge kan se, hvordan man producerer mange af de ting de bruger i hverdagen.

Hvad skal virksomhederne gøre for at tiltrække de bedste lærlinge?
- Vi skal have fortalt de unge, at industritekniker ikke er for alle. Det kræver avanceret programmering og matematik, når man arbejder med højteknologiske CNC-maskiner. Man skal understrege, at der er karrieremuligheder i uddannelsen, og at lønnen faktisk også er ret god - allerede fra dag ét. Virksomhederne skal huske at fortælle, at lærlingene ikke bare er arbejdsdrenge. På Grundfos var der ikke en maskine, der var for fin til lærlinge.

Hvordan kan vi gøre erhvervsuddannelserne bedre?
- Jeg synes, det går i den rigtige retning. Det er sundt, at alle uddannelser har været i en udbudsrunde. Der har trængt til lidt konkurrence skolerne imellem. Og så er der brug for, at politikerne forstår, at det er noget andet at uddanne studenter på gymnasiet end at uddanne industriteknikere på teknisk skole. Det koster flere penge at blive oplært til avancerede CNC-maskiner og robotter, ligesom Solidworks og Mastercam er noget dyrere i licens end Microsoft Office. Hvis man ønsker at få kvalificeret arbejdskraft, så koster det altså også ekstra.

Hvad betyder DM i Skills for industriens faglærte uddannelse?
- Konkurrencerne har været med til at give erhvervsuddannelserne et kæmpe image-boost. Tusindvis af folkeskoleelever har set de dygtigste lærlinge vise faget frem. Det er blevet legitimt at have talent og dyrke sit fag som en elitesport. Det har givet et løft ude på skolerne, hvor det er blevet nemmere at være ambitiøs.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253