23948sdkhjf

Simplimize var en øjenåbner

Elektronikvirksomheden Crysberg har forenklet produktprogrammet. Resultatet er en bedre bundlinje og mere tilfredse kunder.

Elektronikvirksomheden Crysberg, der producerer elektroniske styringer til industrielle vandingsanlæg, er én af de virksomheder, der har fået øjnene op for forenklingsmetoden Simplimize, da de skulle udvikle næste generations produktprogram.

- Vores tidligere produktprogram bestod af en lang række varianter, elementer og kundespecifikke valgmuligheder. Det skabte en høj grad af kompleksitet både for os og vores kunder. Med Simplimize har vi forenklet vores koncept markant og fjernet op mod halvdelen af vores varenumre. Det har været en kæmpe øjenåbner for os, forklarer Søren Haxvig, kvalitets- og udviklingschef hos Crysberg.

Nu er mulighederne for dataopsamling integreret i produkterne på forhånd.

Det primære formål med Crysbergs Simplimize-forløb har været at forenkle det fremtidige produktprogram og fjerne en stor del af kompleksiteten for deres kunder.

I dag står Crysberg med et spritnyt, forenklet og modulopbygget koncept, hvor de tillægsfunktioner, som kunden tidligere skulle tilvælge, nu er integreret i produktet på forhånd.

Prisbillig produktion
Ved at overspecificere hardwarekernen og acceptere, at man i nogle tilfælde inkluderer komponenter, der ikke nødvendigvis anvendes, får Crysberg en langt mere prisbillig produktion. Det er nemlig samlet set billigere end at holde styr på de forskellige varianter hver for sig i produktionen.

Det betyder også, at produkterne nu er bedre forberedt på kundernes behov for dataopsamling. Simpelthen fordi meget af hardwaren allerede sidder klar i produktet og blot skal aktiveres med en softwareopdatering.

- I sidste ende giver det vores kunder bedre mulighed for at koble deres produkt på internettet og indsamle data omkring deres vandingsbehov - og på sigt få en mere automatiseret og miljørigtig vanding, forklarer Søren Haxvig.

Crysberg har modtaget 60.000 kr. i støtte fra Industriens Fond, som siden 2012 har støttet udvikling, test og udbredelse af Simplimize. Mere end 40 virksomheder har opnået dokumenterbare resultater med metoden, og derfor støtter Industriens Fond nu en yderligere udbredelse af Simplimize.

De rette moduler
Crysbergs forenklede produktprogram er udviklet og implementeret med hjælp fra certificerede Simplimize-konsulenter fra rådgivningsvirksomheden Worm Development.

- Det stod hurtigt klart, at modulariseringen hos Crysberg var gået for vidt. Derfor hjalp vi med at forenkle deres koncept til i stedet at bestå af en større, fælles kerne med færre udskiftelige hardwaremoduler. Det har mindsket antallet af omstillinger og gjort deres produktion langt mere fleksibel og tilmed ført til kortere leveringstider, fortæller Rasmus Pedersen, certificeret Sim­­­pli­mize-konsulent fra Worm Development.

Og i den sidste ende er der gevinst på bundlinjen.

- Simplimize-forløbet har været meget lukrativt for os og kan klart anbefales. Vores nye produkt, som vi har under udvikling, er nu nemmere at producere og lagerføre med færre varianter og vil sandsynligvis være bedre tilpasset til de markedssegmenter, vi primært sigter efter, fastslår Niels Klagenberg, CEO hos Crysberg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078