23948sdkhjf

12.000 unge mangler en praktikplads

Alt for mange elever på erhvervsuddannelserne må spejde forgæves efter en praktikplads. I december 2016 manglede hele 11.804 elever en praktikplads, viser tal fra Undervisningsministeriet. Tallene dækker over elever i skolepraktik og elever, der aktivt søger praktikplads. I forhold til året før mangler 6 procent flere praktikplads.

Samtidig er antallet af uddannelsesaftaler mellem en elev og en virksomhed faldet hele 7 procent de sidste tre måneder, viser tal fra Undervisningsministeriet. Men dog kun 1 procent, hvis man kigger et helt år tilbage, skriver Fagbladet 3F.

Forbundssekretær i 3F, Søren Heisel, ærgrer sig.

- Det er trist, at udviklingen ikke er vendt på praktikpladsområdet. Det går samlet set den forkerte vej, hvor færre er i gang med et hovedforløb i en virksomhed og flere går i skolepraktik eller er søgende udenfor skolepraktikken, siger Søren Heisel.

Han håber dog, at trepartsaftalen om flere praktikpladser vil vende billedet i de kommende år.

Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri, håber, at man vil kigge på den nye bonusordning, som belønner virksomheder, der tager flere lærlinge.

Det er især faget social- og sundhedshjælper, hvor antallet af praktikpladser er faldet kraftigt. Fra 6.189 om året i 2015 til 3.457 om året i 2016.

Søren Heisel glæder sig dog over positiv fremgang i flere 3F-fag. Indenfor transportuddannelserne er der blandt andet sket en fremgang på hele 40 procent i uddannelsesaftaler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078