23948sdkhjf

Mange starter nyt firma for en krone

Iværksætterselskaberne er fordoblet på to år, viser en ny analyse fra DI.

Der er godt gang i iværksætter-Danmark.

Mellem 2014 og 2016 steg antallet af nye iværksætterselskaber (IVS’er) fra lige under 6.000 til 12.000, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI). Og det er rigtig glædeligt, siger vicedirektør Kent Damsgaard.

- Et iværksætterselskab er en nem og smart måde at komme i gang med at drive virksomhed på for iværksættere. Det kræver kun en krone i startkapital, men forhåbentlig er det første skridt på en vækstrejse frem mod engang at blive børsnoteret, siger han.

Iværksætterselskaber blev en mulighed i 2014 og er kun vokset i popularitet lige siden. DI’s analyse viser, at hvor IVS’er i 2014 udgjorde 10 procent af alle nye virksomheder, var andelen i 2016 oppe på 18 procent.

FaunaPhotonics i Copenhagen Bio Science Park (COBIS) er en af de iværksættervirksomheder – et såkaldt university spin-off - der startede som et IVS tilbage i 2014.

De tre grundlæggere ville udvikle et laser- og sensor-værktøj, der måler og overvåger insekter på for eksempel en landbrugsmark. Teknikken kan bruges til at afgøre, hvor meget, hvornår og mod hvilke arter, der skal sprøjtes – og på den måde begrænse brugen af pesticider.

- Vi lagde en krone hver, og så var vi i gang. De to forskere kunne koncentrere sig om at forske og gøre en forskel i verden samtidig med, at vi havde styr på det formelle omkring for eksempel ejerskab, fortæller FaunaPhotonics direktør og medstifter Frederik Taarnhøj.

I 2016 blev FaunaPhotonics omdannet til et anpartsselskab.

- På det tidspunkt skulle vi have endnu flere investorer ind og have en bestyrelse. Vi ville gerne vise, at vi nu var et endnu mere modent og professionelt selskab, siger Frederik Taarnhøj.

Omlægningen krævede juridisk bistand, men nu havde FaunaPhotonics også midlerne, blandt andet fordi de med det oprindelige IVS havde skubbet den omkostning foran sig.

- Vi var vokset fra tre stiftere og tre gange én krone i indskud i 2014 til at have en omsætning på 1 mio. kr. og ni medarbejdere i 2016. Om yderligere fem år er vi en endnu større virksomhed med måske tre-fem gange så mange medarbejdere, der også hjælper med blandt andet at udrydde malaria, siger FaunaPhotonics’ direktør.

Generelt klarer de mange nye iværksætterselskaber sig godt lyder det fra DI.

DI’s analyse viser, at antallet af konkurser blandt IVS’erne er på niveau med anpartsselskabernes: Hvor 2 procent af ApS’erne drejede nøglen om mellem 2014 og 2016, var tallet også 2 procent for IVS’erne.

- Frygten for at iværksætterselskabsformen ville tiltrække konkursryttere er heldigvis blevet gjort til skamme. Sammenholdt med at Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest og billigst at stifte virksomhed, er det bare med at komme i gang, siger DI’s vicedirektør Kent Damsgaard.

I dag onsdag den 27. april åbner han DM i Entreprenørskab i Industriens Hus. Her skal cirka 200 elever fra landet ungdomsuddannelser fremvise deres opfindelser og dyste om at blive nye Danmarksmestre.

- Jeg vil minde de unge om alle de navne, Industriens Hus har ude på facaden – Danfoss, Grundfos, Vestas og alle de andre store og globale virksomheder, Danmark har. De er alle startet med det samme, som de unge kommer med, en god idé. Jeg vil også fortælle dem, at det bliver et kæmpe slid, men at hvis de vil, så er mulighederne enorme. Og ikke mindst vil jeg sige til dem, at Danmark har brug for, at unge iværksættere som dem tør tage springet, siger Kent Damsgaard.

Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag arrangementet DM i Entreprenørskab – Company Programme. DI er vært på dagen, der slutter med, at kronprins Frederik overrækker en pris til nummer et, to og tre.

Vicedirektør Kent Damsgaard forklarer, at entreprenørskab ligger DI meget på sinde, dels fordi det er udgangspunktet for nye virksomheder, men også fordi det kan gavne de etablerede.

- Alle virksomheder har brug for medarbejdere med iværksætterånd, der kan udfordre og videreudvikle det etablerede. Med konkurrencer som DM i Entreprenørskab håber vi at bidrage til at opelske den nysgerrighed og de færdigheder, der giver de unge den "ånd", siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11