23948sdkhjf

Længere og længere mellem arbejdsløse smede

Ledigheden blandt medlemmer af Dansk Metal fortsætter nedad. De seneste ledighedstal fra maj måned viser, at den samlede ledighed nu er nede på 2,5 procent.

Det går fremad for dansk økonomi – ikke mindst på grund af positive tendenser i den danske industri. Det afspejler sig både i de makroøkonomiske nøgletal vedrørende vækst, produktivitet og beskæftigelse, men udviklingen bekræftes ligeledes af den lave arbejdsløshed i Dansk Metal.

- Lad os endnu engang glæde os over, at der er fuld gang i industrien i Danmark. Men ligesom en sommerfest hurtigt kan slutte, hvis man løber tør for fadøl, så kan opsvinget på de danske virksomheder også hurtigt dø ud, hvis vi løber tør for dygtige faglærte. Derfor er det fuldstændig nødvendigt at have fokus på at øge mængden af kvalificeret arbejdskraft, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Da krisen rasede og skabte udbredt arbejdsløshed var ledigheden i Dansk Metal over 10 procent. Det var i januar 2010. Siden har industrien i Danmark igen fundet fodfæste, og de senere år har arbejdsløshedsskurven været jævnt nedadgående.

- Vi skal huske på, at ud af de cirka 1.800 arbejdsløse medlemmer, der indgår i statistikken, vil der være en del af dem, der ikke er arbejdsløse, men i gang med et jobskifte og derfor bliver registreret som ledige. Det betyder, at det reelle antal ledige metalmedlemmer er endnu lavere end 2,5 procent. Netop nu tager vi hul på endnu en runde af trepartsforhandlingerne, der handler om efter- og videreuddannelse. Det er helt afgørende, at der kommer brugbare resultater ud af det, for der er brug for efteruddannelse på alle niveauer, så vi kan sørge for at holde gang i det opsving, vi har i industrien, siger Thomas Søby.

Det er næsten ni år siden, ledigheden blandt medlemmer af Dansk Metals A-kasse sidst var nede på 2,5 procent.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124