23948sdkhjf

En skrue er meget mere end blot en skrue

C-part grossisten Bossard er storleverandør af skruer og bolte til industrien. Konstant udvikling af produktprogrammet og nye løsninger til kunderne har sikret vækst de seneste år.

En skrue er ikke bare en skrue, og den rigtige skrue til den rigtige opgave kan være guld værd for kunderne.

Det er en stor del af budskabet hos Bossard, som har base i Hvidovre ved København og er specialister i C-parts. I alt ryger der 20 ton skruer og bolte gennem porten dagligt hos Bossard, som helt grundlæggende er en grossistvirksomhed med moderselskab i Schweiz og leverandører og kunder over hele verden.

Men Bossard vil meget mere end bare sælge skruer.

Det fortæller Flemming Rasmussen, da Jern & Maskinindustrien besøger Bossard. Flemming Rasmussen er salgschef og ansvarlig for nye markeder hos Bossard.

- Befæstelse er ikke et vækstmarked herhjemme, fordi så meget montage er flyttet ud af landet. Men i Bossard forsøger vi at vækste, og vi forsøger konstant at udvide C-parts området, siger Flemming Rasmussen.

Læs også: Her er industri 4.0 ingen nyhed

Midlet til væksten er at skabe et produkt, som giver kunden værdi. Og da selve værdien af skruen eller bolten i gennemsnit kun udgør 15 procent af udgiften til en befæstelse, så er det masser af potentiale hos kunderne i industrien.

- Kunderne efterspørger leverandører, som kan tilføre værdi, og så vil kunderne have færre leverandører for at optimere deres produktion. For kunderne er det eksempelvis en stor fordel, når vi håndterer deres lagerdel, siger Flemming Rasmussen med henvisning til de C-part bokse og reolsystemer med digitale vægte, som Bossard lejer ud til kunderne.

Smarte løsninger
Samtidig går Bossard gerne ind i projekter, der giver kunden fordele.

- Helt banalt kan det handle om at levere beslag og skruer samlet som kitsæt i en pose, men opgaven kan også være fremstilling af specialbefæstelse hos en metalbearbejdende underleverandør, som Bossard laver aftalen med.

- Vi vækster med 5 procent om året, og det har Bossard i Danmark gjort de sidste mange år, selvom det har været et nedadgående marked. En stor del af vores vækst skyldes, at vi sælger og udvikler de her nye produkter. Vi får lavet en del i Asien, men vi samarbejder også med underleverandører i Danmark. Og de kan sagtens være konkurrencedygtige, siger Flemming Rasmussen, der dog også understreger, at Bossard har en grænse for aktiviteterne.

Danmark er innovativt
Eksempelvis har Bossard ingen interesse i selv at montere skruer og befæstelse, den del lader man kunderne om.

- Vi kaster os ikke ud i alt, vi siger også nej til projekter. Simple ting håndterer vi, og når der er befæstelse, som kan produceres efter tegning, så går vi ind i det, siger Flemming Rasmussen, der oplever stort behov for smarte løsninger hos danske kunder.

- Danmark er et innovativt land, og det smitter af på os. Bossard i Danmark er nok lidt mere innovativt og rækker bredere end Bossard i andre lande, siger Flemming Rasmussen, som har været ansat 27 år hos Bossard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078