23948sdkhjf

Technomania dobler op på årets HI

Både åbningstid og antallet af udstillere fordobles på årets udgave af Technomania under HI-messen. Ingeniørforeningen IDA har store forventninger til arrangementet.

Hvis man besøgte ingeniørforeningen IDA’s event Technomania under 2015-udgaven af HI-messen i Herning, kunne man ikke være i tvivl. Herinde præsenteres startups, teknik, tanker og teorier, der rækker ud mod fremtiden og de kommende års produktionssamfund.

3D-print, droner, robotter og flyvende insekter var naturligvis en del af udstillingsområdet og konferenceprogrammet i 2015, og i år bliver det endnu vildere.

For Technomania udvides til at have åbent to dage i stedet for en enkelt, og antallet af udstillere forventes fordoblet.

- Vores erfaringer fra Technomania 2015 oversteg langt forventningerne. Både hvad angår besøgstal og det fantastiske engagement, som udstillere og samarbejdspartnere lagde for dagen. Derfor er vi glade for at kunne gentage Technomania i et endnu bredere format, nemlig over de to dage 4. og 5. oktober, siger Aase Rhode, der er direktør for Teknologi og Netværk i Ingeniørforeningen, IDA.

Dobbelt op på udstillere
Og interessen for at være en del af Technomania 2017 har da også allerede holdt sit indtog, hvis man tager afsæt i antallet af udstillere og partnere, som ønsker at være en del af årets Technomania-event.

- På udstillersiden forventer vi at fordoble antallet af udstillere og partnere fra de 20, vi havde i 2015 til i år over 40. Alle pladser er ikke besat endnu, men interessen er stor, så det går pænt hurtigt lige nu, fortæller Aase Rhode.

Selve hal F - hjertet af HI-messen - bliver et fascinerende mødested, hvor der bydes på oplevelser, events, foredrag og state-of-the-art teknologi.

- Vi har virkelig lagt os i selen for at skabe et fremtidsevent, som både overrasker og giver indblik i nogle af de teknologier, som enten er på vej - eller allerede accelererer på den teknologiske motorvej, lyder det fra IDA.

1.500 deltog på konferencerne i 2015 under Technomania, som fik karakteren 4,67 ud af 5 fra de besøgende.

Artiklen er en del af temaet HI-messen 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11