23948sdkhjf

Flere ordrer og ansatte i industrien

Hvis man spørger tillidsrepræsentanter i Dansk Metal, så er der fremgang i vente over hele landet. Mange forventer både flere ordrer og flere ansatte på de danske industrivirksomheder.

Tillidsrepræsentanterne i Dansk Metal ser lyst på fremtiden. I en stor undersøgelse blandt 551 tillidsvalgte svarer 53 procent, at den virksomhed, de arbejder på, vil få flere ordrer det kommende år.

- Selvom 2016 blev en vækstmæssig skuffelse, med en vækst i BNP på 1,3 procent, så snyder den beskedne årsvækst dog lidt, og meget tyder på, at dansk økonomi klarer sig bedre, end tallene umiddelbart antyder. Det bliver også bekræftet, når vi spørger vores tillidsrepræsentanter. Der er udsigt til fremgang i ordrer over hele landet, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Jobfremgangen i 2016 var den kraftigste, som dansk økonomi har oplevet siden 2007, og ledigheden blandt medlemmer af Dansk Metals A-kasser var i maj måned nede på 2,5 procent. Hos tillidsrepræsentanterne vurderer 35 procent, at de vil få flere kolleger det kommende år.

- Der er siden 2013 kommet 14.000 flere ansatte i industrien, og jeg tror på, at vi i 2019 igen kan komme til at runde 300.000 industriansatte på de danske virksomheder. Det kan blive en udfordring. Ikke fordi efterspørgslen vil mangle, men fordi vi uddanner nye medarbejdere i et alt for langsomt tempo, siger Thomas Søby.

Det er de nordjyske tillidsrepræsentanter, der ser allermest positivt på de kommende 12 måneders tilgang af både ordrer og medarbejdere. 62 procent af de adspurgte har svaret, at de forventer flere ordrer fremover, og 51 procent af tillidsrepræsentanterne i Nordjylland forventer flere medarbejdere på den virksomhed, de arbejder på.

- Der har længe været vind i sejlene i den nordjyske industriklynge. Især de store virksomheder i Aalborg-området har oplevet fremgang på det seneste, og det ser ud til at fortsætte. Vi søsætter efter sommeren en stor indsats sammen med Jobcenter Aalborg for at opgradere en del af vores medlemmer til rustfaste klejnsmede, da der er stor mangel på netop disse i den nordjyske maskinindustri, siger afdelingsformand i Metal Aalborg Jan Gregersen.

Se hele analysen ”Positive forventninger i de danske industrivirksomheder”.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094