Rekordmange indstillede til metallærlinge-pris
Metalindustrien emmer af talent. Det faktum understreges af, at der i år er rekordmange nyudklækkede svende, der er indstillet til Metalindustriens Lærlingepris, ML-Prisen.
Flere end 415 indstillinger af over 260 lærlinge er det største i prisens 15-årige historie. For at blive indstillet skal lærlingen have fået 12 til svendeprøve og være en god kollega.
Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2003 til unge, som har gennemført en erhvervsuddannelse i metalindustrien med særligt godt resultat.
Det kan for eksempel være en uddannelse som klejnsmed, industritekniker, personvognsmekaniker, automatiktekniker, elektronikfagtekniker, it-supporter eller datatekniker.
De unge, der vinder prisen, har alle fået topkarakteren 12 til svendeprøven og udmærket sig som gode holdkammerater og kollegaer. Prismodtagerne er indstillet af både praktikvirksomheden og erhvervsskolen.
Det er 15. år i træk, at metalindustrien hylder sin store talentmasse, og vanen tro finder prisuddelingen sted i Den Sorte Diamant i hjertet af København.
I år er det fredag den 29. september. Med flere end 250 indstillinger, er flere lærlinge end nogensinde før indstillet til den ærefulde anderkendelse. Det betyder også, at riften om de 25 statuetter er hårdere end nogensinde før.